21-årig bliver ny angriber hos vendelboerne

Frederikshavn White Hawks kan i dag offentliggøre endnu en importspiller på kontrakt for den kommende sæson. 21-årige Rasmus Lahnaviik ankommer inden længe til byen, hvor han tilslutter sig White Hawks truppen.

Finske Rasmus Lahnaviik har fået en stor del af sin ishockeyopdragelse i den hæderkronede klub Jokerit. Han har optrådt på flere af de finske ungdomslandshold, og står noteret for enkelte kampe i KHL og i Champions Hockey League. De seneste par år har han spillet i Østrig, og kommer nu til Danmark for at repræsentere Frederikshavn White Hawks.

Cheftræner Patric Wener siger følgende om Rasmus Lahnaviik.

- Vi har kigget meget på Rasmus, og ser ham som en spændende spiller til vores projekt i White Hawks. Han har vist han kan producere i flere ligaer, og vi kommer også til at bruge ham i powerplay. Han har et godt skud, og kommer til at bidrage meget i vores offensive spil. Jeg glæder mig over vi har fået aftalen i stand med Rasmus, og det bliver spændende at følge ham og hans udvikling i klubben, lyder det fra Wener.

Selv siger Rasmus Lahnaviik om kontrakten med White Hawks.

- Efter to sæsoner i Østrig, havde jeg besluttet mig for at prøve mig af på et andet niveau. Jeg har hørt meget godt om Metal Ligaen i Danmark, som jeg ser som en god liga, og klart et skridt fremad for mig som spiller. Jeg vil gerne udvikle mig, og i White Hawks føler jeg, at jeg får den bedste chance for at gøre det. Jeg er klar til at hjælpe holdet med mine styrker, at score mål, og arbejde hårdt hver dag på og udenfor isen. Jeg har også hørt en masse gode ting om byen og danskere generelt, så jeg glæder mig til at møde op og spille for White Hawks, lyder det fra Rasmus Lahnaviik.

Finnen går på is for første gang på torsdag klokken 19:00. Her er man velkommen til at møde op og følge sæsonens første træning under ledelse af Patric Wener.


Joseph Jonsson forlænger med Herlev Eagles PHILIP ALFTBERG klar til endnu en sæson i Herlev