Peter Rasmussens talent var kolossalt. Han havde hurtigheden, teknikken, målinstinktet. Hele pakken.
Han var 17 år, da han blev dansk mester med AaB, og i en alder af 20 blev han af kollegerne i 1. division kåret som ”Årets Spiller” i 1984. Som den yngste nogensinde.
Sikke en start på karrieren.
Men naturtalentet fra Aalborg havde også en mørk side. Han havde et voldsomt temperament og var sin egen værste fjende.
I 1987 under C-VM i København blev han smidt hjem af trænerne efter den tredje kamp. De gad ikke hans destruktive facon, hed det sig.
En spiller med Peters kvaliteter kunne have været noteret for et trecifret antal landskampe, men sluttede med 34 kampe.
Den dramatiske og triste afslutning på den korte og farverige landsholdskarriere vender jeg tilbage til.
Da AaB erobrede sin første DM-titel i 1981, var det uden Peter Rasmussen i de sidste fem kampe. Han afsonede en intern straf for et slagsmål i en juniorkamp mod Skovbakken.
I et helt andet lys oplevede jeg ham i Pondus Cup mellem jul og nytår i 1983 i Hørsholm.
Her brillerede han i kæde med en 17-årig playmaker fra Leksand, Heinz Ehlers, i den nuværende landstræners debut på landsholdet.
Det var første gang de to nordjyder spillede sammen, men som Heinz forklarede:
”Jeg trænede med Peter i Aalborg, da jeg var hjemme på juleferie. Det var lettere at gå ind på landsholdet, end jeg havde troet.”
Peter Rasmussen fik efter Pondus Cup overrakt pokalen til turneringens bedste danske spiller.
Sin bedste sæson havde han i 1986/87 (vi ser lige bort fra VM).
I november udgjorde han sammen med klubkammeraten Per Viggo Jacobsen og Lars Østergaard, Herning, den bedste danske kæde på landsholdets USA-turné mod fire universitetshold. I december blev han dansk topscorer i Pondus Cup med to mål og to assist. Og han toppede 1. division med 36 mål foran Seppo Repo, Herning, 33 mål, og Craig Chapman, Frederikshavn, 28 mål, og blev kåret som turneringens bedste angriber.
Peter var brandvarm før VM. Men dét, der skulle have været et nyt highlight, blev en deroute af dimensioner.
I den anden kamp mod Ungarn fik han i starten af anden periode to plus ti minutter for en spearing og kom ikke ind mere. Og i den tredje kamp mod Jugoslavien holdt trænerduoen Dana Barbin og Frank Barth ham på bænken hele kampen.
En bitter Peter Rasmussen havde svært ved at tage del i glæden efter et vildt drama i Hørsholm, hvor Danmark anført af Heinz Ehlers fightede sig op fra 0-3 til 3-3, og Benny ”Bomstærk” Pedersen kvitterede til 6-6 med fire sekunder tilbage.
”De skal ikke sætte mig på bænken. Så har de ikke forstand på hockey. Hvis jeg ikke skal spille, kan jeg lige så godt tage hjem,” rasede han.
Dagen efter Jugoslaviens-kampen fik Peter Rasmussen besked om at pakke.
”Jeg forudså, at der kunne opstå problemer med Peter og ærgrer mig over, at jeg ikke fulgte min intuition og lod være at udtage ham,” sagde UK-chef Jesper Hviid til B.T.
”Peter har den indstilling, at han er for god til at sidde på reservebænken. Han har svært ved at acceptere, at han ikke er stjerne på landsholdet. Han har ikke vist vilje til at være en del af fællesskabet, sat spørgsmålstegn ved vore beslutninger og i det hele taget virket demoraliserende på sine omgivelser. Jeg er ked af det på knægtens vegne. For han har jo masser af talent.”
Da hockey-Danmark nogle dage senere fejrede oprykningen til B-gruppen, gik Peter Rasmussen rundt hjemme i Aalborg med blandede følelser.
Peter er i dag 56 år og stadig vild med hockey med hjertet solidt plantet i Pirates. Han husker tydeligt de bevægede VM-dage for 33 år siden.
”Jeg og mange andre dengang havde ikke dét fokus og den opdragelse og disciplin, spillerne har i dag. Det var en anden tid og en anden hockey. Der var flere slagsmål, ja, selv under træning røg vi somme tider i totterne på hinanden,” siger han.
”Jeg er sikker på, at hjemsendelsen var en hævnakt fra Dana Barbin. Sæsonen før, hvor AaB rykkede op, var jeg oppe at slås med ham i en kamp i Hørsholm. Han var spillende træner i Rungsted, og vi vandt 16-1. Han blev ydmyget og drillet, og det sad stadig i ham.”