Journalist Peter Fredberg fortæller om et nervedrama, mens spillerne var på vej hjem fra VM.

En vanvittig historie udspillede sig i spillerbussen på vej hjem fra B-VM i Eindhoven.

Bussen befandt sig en times kørsel nord for den sydhollandske by. Klokken var elleve om aftenen lørdag 20. april 1996.

Pludselig lød vilde glædesråb fra de danske VM-spillere.

Vi skruer tiden tilbage.

Da de danske spillere steg på bussen midt på aftenen, var de på pinebænken. De anede ikke, om de var købt eller solgt.

Om de ville overleve i den næstbedste VM-række eller rykke ned i C-gruppen og komme hjem som en fiasko.

Om eftermiddagen havde Danmark spillet 2-2 i en sand gyser mod Japan og var afhængig af resultatet af VMs aftenkamp mellem Polen og værtsnationen Holland. En skæbnekamp, de danske spillere måtte forlade midtvejs.

En hollandsk sejr ville sende landstræner Dan Hobérs tropper ned, uafgjort ville degradere Japan, mens polsk sejr ville give Holland dødsstødet. Tættere kunne det ikke være.

Holland førte 2-1, da de nervøse danske spillere forlod hallen, men 13 minutter før tid kvitterede polakkerne, og 2-2 holdt kampen ud.

Resultatet betød at, at Danmark, Holland og Japan alle sluttede med tre point med danskerne på sjettepladsen. De kommende OL-værter fra Japan sluttede som nr. 8 og rykkede ud.

Jeg var i hallen og havde aftalt med holdleder Preben Glad, at jeg ville holde ham løbende orienteret i mobilen de sidste minutter. Og det er lige før, at jeg stadig kan høre jubelbrølet, da Preben Glad råbte ”2-2” ud i bussen.

Preben Glad var holdleder i en 13 år lang periode (1989-2002) og husker stadig den ganske fornøjelige hjemtur.

”Der var købt rigeligt med øl ind. Og det var ikke gravøl. En glad og lettet Dan Hobér gav jordbær til holdet, da vi om natten stoppede for at spise ved et gasthof,” siger han.

”Sjettepladsen i historiens stærkeste B-gruppe var en optimal placering, når man tager vores dårlige forberedelser i betragtning.”

I kampen mod Japan var Danmark bagud 0-2 efter 13 minutter, men to danske powerplaymål (Thomas Kjøgx og Jesper Damgaard) afværgede katastrofen.

Dan Hobér: ”Holdet spillede med den vilje og entusiasme, vi har savnet i de seneste kampe. Og Jan ”Sild” Jensen i målet var ganske enkelt fantastisk.”

20-årige Jesper Damgaard fik B.T.s Gyldne Puck som VM-turneringens største danske lyspunkt.

Dansk glæde var der også over Letlands oprykning til A-gruppen med Hvidovre-duoen Andrei Ignatovitch og Leonid Tambijev. I finalen mod Schweiz havde Kent Kølvig fået et ærefuldt job som linjedommer.

Danmark tabte 3-5 til storfavoritterne Letland efter en kanonstart og føring 2-0 ved Mads True og Bent Christensen og pinlige 1-10 til Schweiz. Efter det totale kollaps mod schweizerne sagde Dan Hobér:

”Jeg troede at de tocifrede resultater i B-gruppen var forbi. Den opfattelse må jeg desværre revidere. For ti år siden havde jeg været rasende. Med alderen lærer man at beherske sit temperament og tage sejre og nederlag, som de kommer.”

Busrejsen sluttede, hvor den startede, i Esbjerg, hvor der var VM-samling inden afrejsen.


TYSKLAND: DEL-start er udsat til 13. november VIDEO: Aalborgs nye dansk-svensker Anton Schou