Jeg kommer til at tænke på Nikes kontroversielle slogan, som jeg så på store billboards i Atlanta under OL i 1996: “You don’t win silver, you lose gold”.
Anledningen er DM-finalen i 2004. Aldrig har jeg set nogen være mere ligeglade med sølv end AaB’erne dén aften i Esbjerg. Hvor de smed en 2-0 føring væk i de døende minutter i den syvende kamp.
Fire sekunder før tid kom hjemmeholdet på 2-2. Og få minutter senere kunne en kogende skøjtehal juble over guldet med mål i overtiden. En finish, der har skrevet sig ind i den danske ishockeyhistorie.
Også de næste tre år måtte AaB se sig slået i finalen (i rækkefølge af Herning, Sønderjyske og igen af Herning). Men nederlaget i 2004 var dét, der gjorde mest ondt og skabte de største frustrationer.
Nu til finalen i 2005 mellem AaB Ishockey og Herning Blue Fox. Cheftrænere Heinz Ehlers og Todd Bjorkstrand. Prominente navne i de to bokse.
Ligaens to klart bedste hold leverede en knaldhård serie med had i luften, smæk for skillingerne og et par vilde masseslagsmål, som trak store overskrifter. Mange tv-seere var chokerede over at se spillerne slå løs på hinanden.
Det er synd at sige, at finalen var god propaganda for hockeyen. Men et medrivende drama, dét var det. Med enorm tænding, intensitet og nerve.
Da krudtrøgen havde lagt sig, stod Todd & co. med guld, champagne og høj cigarføring efter seks kampe. Fire afgjort i forlænget spilletid. AaB Ishockey havde vundet de første to kampe, men stod ikke distancen.
Kamp nr. 5 blev en natforestilling. Den sluttede kvart i tolv efter 103 minutter og 42 sekunder på mål af Blue Fox’ store forward Christoffer Kjærgaard på en styring på et skud fra NHL-backen Todd Simpson.
Den nordamerikanske liga var lukket ned på grund af en lockout, og Todd Simpson var rejst til Herning for at spille sammen med sin bror, Kent.
Herning Blue Fox’ 18-årige Simon Nielsen, fremtidens målmand, fik sit gennembrud i finaleserien og blev den tredje DM-guldvinder i familien. Faderen Frits og storebror Frans havde vist vejen.
En anden nøglespiller var supertalentet Peter Regin, som spillede sin sidste kamp for Blue Fox. Eventyret fortsatte i Timrå.
”Havde AaB ført 3-2 efter de første fem kampe, kunne vi ikke have sagt noget til det. Men jeg synes ikke, det er ufortjent, vi tager guldet,” sagde Peter Regin, der i 2003 vandt sin første guldmedalje. Som 16-årig.
Heinz Ehlers havde lettere ved at bære nederlaget til Herning end dét i Esbjerg.
”Dengang blev guldet revet ud af hånden på os. I år vandt det bedste hold. Herning er værdige mestre. Et kanonhold med stor bredde,” sagde han anerkendende.
Selv om Herning vandt den sidste kamp 4-0 i Aalborg, var der drama i luften, da AaBs Robert Burakovsky truede hoveddommeren Asger Krog.
”Jeg håber, jeg møder dig på parkeringspladsen.”
Sådan lød det verbale angreb, som blev opfanget af TV 2-sportens mikrofoner, da den hårdtskydende forward med Tre Kronor- og NHL-fortid tre minutter før tid blev idømt to plus to minutter for roughing samt to gange ti minutter for dårlig opførsel.
”Jeg hørte ikke rigtig, hvad han sagde. Ellers havde jeg givet ham matchstraf,” sagde Asger Krog bagefter.
Dagen efter ringede Robert Burakovsky til Asger Krog og undskyldte. Til B.T. sagde han:
”Jeg er glad for, at jeg har talt med Asger. Det har aldrig været min mening at true ham med bank eller noget i den retning. De, der kender mig, ved, at det ikke er min stil. Ordene faldt i frustration og ophidselse. Vi var oppe at køre og havde tabt kampen, og jeg havde lige fået to plus to minutter for roughing. Jeg forløb mig og har undskyld over for Asger.”
Der blev ikke gjort mere ved sagen. Og Asger Krog fik i øvrigt for tredje gang B.T.s Gyldne Fløjte som årets dommer.
Apropos Esbjerg: Sæsonen efter euforien i 2004 var miserabel og kaotisk. Holdet sluttede sidst i grundserien, missede slutspillet og fyrede undervejs cheftræner Jukka Vilander med ordene: ”Jukka har forbrudt sig mod et skriftligt påbud om ikke at udtale sig kritisk i pressen om ledelse og spillere.”
Den åbenmundede finne havde blandt andet sagt, at han langtfra var sikker på, at klubben eksisterede næste sæson. Vestjyderne blev dog reddet økonomisk med eliteholdets overdragelse til EfB. Jovist, 2004/05 var en farverig sæson.
Tilbage til Aalborg. 19 gange har byens hockeysønner vundet DM-medalje, men kun to af guld (1981 og 2018). Ti gange blev det sølv og syv gange bronze.
I 2020 vandt Aalborg Pirates grundserien med klar margin, men Covid-19 og nedlukningen knuste drømmen om guld nr. 3.
I denne ydmyge retro-skriverkarls øjne var det en fejl ikke at kåre en dansk mester.
Selvfølgelig er der forskel på grundserie og slutspil. Uanset hvor stort, piraterne vandt grundserien, er det langtfra sikkert, at de var gået hele vejen. Herning Blue Fox kom stærkt fra baghjul og scorede i de sidste 35 runder flere point end Pirates.
Men efter 48 runder mener jeg, at det var forsvarligt og fair at uddele tre sæt medaljer. Det skulle man have gjort.