Målfattig affære i Rødovre, hvor Johan Lundgren stod for afgørende scoring mod sønderjyderne få minutter før slutfløjt

Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE 2-1 (1-1, 0-0, 1-0): Rødovre skulle forsøge at revanchere den uacceptable præstation i Odense i mandags, mens SønderjyskE kunne jagte tredje sejr i sæsonen. Rødovre Centrum Arena lagde is til opgøret denne onsdag aften.

Det blev en tæt og målfattig forestilling med kun tre mål, hvor to tilfaldt Rødovre. SønderjyskE med flest skud på mål, men to af hjemmeholdets svenskere fandt vej til netmaskerne og afgjorde kampen – med Johan Lundgren som matchvinder. Rødovre blandt andet uden kaptajn Nicklas Carlsen, og også SønderjyskE manglede en række spillere i opgøret.

En ganske lige indledning på matchen med forsøg i begge ender, uden at de to målmænd, John Muse og Patrick Galbratih, for alvor blev testet.

Første scoring faldt efter syv minutter, da Julius Persson fra midt i slottet sendte pucken langs isen og ind i mål. En hurtig føring til Thor Dreslers tropper, der leverede en pragtpræstation på samme is i fredags mod Herning.

Halvvejs i perioden fik Rødovre kampens første udvisning. Det var dog ikke til at se, at gæsterne var i powerplay det første halvandet minut. Maksim Popovic fik to store chancer – herunder forsøg på blankt mål – men missede begge gange. SønderjyskE fandt melodien til sidst. Rasmus Schultz Lyø fik serveret pucken, og han klappede den op i nettaget bag John Muse. Flot scoring og 1-1 på måltavlen.

SønderjyskE sad på spillet i det resterende af perioden, men det var småt med de oplagte målchancer. Største chance tilfaldt Magnus Carlsen kort før pause, men Patrick Galbraith på plads.

Overtal til gæsterne kort inde i anden periode, men Rødovre fik lukket helt ned for de lyseblås offensive maskine. SønderjyskE havde meget puck – også i de følgende minutter – men der var langt mellem store chancer.

Periodens største chance kom efter 10 minutter, hvor Shawn O’Donnell var alene med John Muse. Amerikaneren lukkede dog ned i målet.

Kort efter første powerplay til Rødovre i kampen. Dette blev imidlertid hurtigt spoleret af Ryan Lowney, der røg i boksen, og så blev der ellers masser af drama i spil fire mod fire. Nerve og gnist i nærkampene, men uden der kom yderligere scoringer.

SønderjyskE sad på spillet mod slutningen af en periode, hvor der var mere intensitet og nerve end i de første 20 minutter. William Boysen sluttede med en stor mulighed, men holdene gik til pause efter målløs periode.

Jonatan Nielsen åbnede ballet i tredje periode med at skyde på stolpen. Herefter en længere periode med fin fight fra begge mandskaber, men der blev ikke kreeret oplagte målchancer.

Rødovre dominerede spillet i de første 10 minutter, men gæsterne holdt de rødblusede på ydersiden langt det meste af tiden.

Der var ikke meget at berette om i tredje periode – lige indtil fire minutter før tid. Her diskede Johan Lundgren op med lækre driblinger foran Patrick Galbraith, inden han til sidst lagde pucken højt i mål. 2-1 til Rødovre – og SønderjyskE skulle sætte en slutspurt ind.

Gæsterne tog timeout med 100 sekunder igen på uret – og erstattede straks Galbraith med en markspiller. Rødovre bed fra sig, og SønderjyskEs største chance i slutfasen faldt fire sekunder før tid. Mads Eller afsluttede tæt under mål, men John Muse holdt skansen.

Rødovre snuppede dermed sin anden sejr ud af to mulige på hjemmebane – og fik slået tilbage efter miseren i Odense. SønderjyskE fik sit første nederlag i denne sæson i Metal Ligaen, men kan revanchere på fredag hjemme mod Aalborg.


OPTAKT: Herning Blue Fox-Odense Bulldogs OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE