Rødovre Mighty Bulls sluttede dårligt i denne sæsons grundspil i Metal Ligaen, og røg derefter ud med 0-4 i kvartfinalen mod rivalerne fra Rungsted Seier Capital, og det evaluerer Rødovre-organisationen blandt andet på i en sæsonstatus på klubbens hjemmeside, hvor man karakteriserer grundspillet som værende "utilfredsstillende".
- Set over sæsonen må grundspillets resultater kategoriseres som utilfredsstillende. En ottendeplads med stor afstand op til midterfeltet er en skuffelse for alle, ligesom der har været for mange store udfald i kampene, der har resulteret i store nederlag. Dog så vi en stor forbedring i de sidste grundspilskampe og en tendens, der fortsatte i slutspillet, hvor vi tror på, at der er gode momenter at tage med og arbejde videre på, lyder det fra Rødovre-ledelsen.
- Ser vi på slutspillet, så er det som udgangspunkt ikke tilfredsstillende at ryge ud med 4-0 i en slutspilsserie, men omvendt var præstationerne i kampene gode. 4-0 er ikke retvisende for kvartfinalekampenes tæthed, hvor alle kampe endte med étmålsnederlag, når vi trækker de to sidste sekunds-scoringer i tomt mål ud, skriver klubben.
- At møde grundspilsvinderne er naturligvis altid en stor mundfuld, særligt når man selv kommer fra en skidt periode, så det har været rigtig positivt at se den indstilling, der blev lagt for dagen i slutspillet. Selvom det endte med 4-0, så røg vi ud med nogle præstationer, hvor vi kan holde hovedet højt.
Et større udbrud af Covid19 væltede formen midt i sæsonen, og det satte sit præg på Rødovre-mandskabet.
- Spillertruppen var hårdt ramt af corona i januar, hvor mange spillere var nedlagt med sygdom. Den sad også længe i kroppen og var ikke sådan lige til at komme af med, hvilket også påvirkede kampene efter holdet kom tilbage igen, da grundformen hos mange skulle bygges op på ny. Hele truppen er dog kommet godt ud på den anden side igen.