Rødovre Mighty får kanonmodstand i eftermiddag.
SHL-mandskabet fra Brynäs er på træningslejr på den danske vestegn for øjeblikket, og svenskerne lagde for med en sejr på 4-1 over landsmændene fra Malmö torsdag aften - også i Rødovre Centrum Arena.
Hvis der skal fart i skøjterne før sæsonpremieren, så er det en perfekt test for Magnus Sundquists mandskab.
- Vi er glade for at kunne præsentere så stærk en modstander i Rødovre Centrum Arena og vi ved at det bliver en svær kamp resultatmæssigt. Derfor er målet også at bruge kampen på at finpudse vores spil samt få endnu mere tempo i skøjterne, imod en modstander der i mange år har præget en af Europas bedste ligaer.
- Vi har vist en masse gode takter både kamp- og træningsmæssigt siden opstarten og det gode arbejde vil vi fortsætte med i lørdagens kamp, siger han til Rødovres hjemmeside.
Kampen starter kl. 14.00 i Rødovre Centrum Arena og dørene åbner én time før kampstart. Der er gratis adgang for alle, uanset om man har sæsonkort eller ej.