Stort drama i PM Montage Arena i aften, hvor Rødovre gik fra håbløse 0-3 i slutfasen til en sejr efter straffeslag

Herlev Eagles-Rødovre Mighty 3-4 (2-0,1-0,0-3) 0-0,0-1 For første gang i næsten 15 sæsoner skal Herlev spille en semifinale i dansk ishockey. Men rivalerne fra Rødovre stak alligevel et lille skår i glæden hos Eagles-folket ved at vende 0-3 til 4-3 i et forrygende comeback i slutfasen.

Det var folkene fra de nedre kæder, der vendte billedet fra Rødovre, og det var Nick Crawford, der til sidst fuldendte det comeback i straffeslag, som ingen helt havde set komme.

Herlev kom offensivt ind til kampen. Brett Thompson skød på mål efter 10 sekunder, og hjemmeholdet satte sig hurtigt fast foran Matt O’Connor. Rødovre haltede bagefter i indledningen og en udvisning til Nick Crawford var den naturlige konsekvens.

Hvordan Matt O’Connor kunne fange forsøget fra Johan Skinnars, der stod helt fri på en meters afstand, var næsten en gåde. Fremragende af den lange målmand.

Efter fem minutter kom 1-0 målet. Luis Blak Olsen blev sendt af sted og fik lusket pucken med sig ind over offensiv blå linje. Han fik slået pucken over i det fjerne hjørne bag O’Connor.

Kort efter brændte Steffen Klarskov en kæmpe friløber på Jidskog i Herlev-målet og de to holds spillere var helt oppe i flæsket på hinanden.

Tobias Ruelykke har aldrig været den store målscorer, men hans første mål i fire sæsoner kom belejligt. Han stødte med frem og klappede til Johan Skinnars-pasningen fra bag mål. 2-0 til Herlev, og der var ikke spillet mere end 5:58.

De første 10 minutter var uhyre svære for et Rødovre-hold, der virkede nervøst og overrumplet – og satte pasninger lige op i modstandernes stave.

Presset på gæsterne faldt en smule som perioden skred frem, men Herlev var ubetinget i førersædet i de første 20 minutter og føringen var mere end fortjent. At Rødovre kom til pause to mål nede og med næsten to minutters overtal, kunne Mighty Bulls faktisk være tilfredse med.

Joonas Riekkinen var nemlig blevet udvist kort før pausen, og det var gæsternes mulighed for at komme tilbage i en fart. Det lykkedes ikke, men det gav en fin start på anden periode for Rødovre.

Tæt anden periode, Herlev øgede
I stedet var Herlev tæt på. Johan Skinnars fandt inderstolpen efter en pasning fra Rollin-Carlsson. Der var 1333 tilskuere i Herlev, og de kunne notere sig, at Rødovre-kæden med Sass, Johansson og Pison gik foran med et par gode skift.

Gæsterne åd sig stille og roligt i kampen, og kom rigtig tæt på i en powerplay, men bedst som man troede, at Rødovre var på vej til en reducering, slog Eagles kontra.

Det var kampens to toneangivende individualister, der slog til: Skinnars til Rollin-Carlsson – og 3-0 til Herlev. Vi var godt midtvejs i kampen.

Tempoet hos Rødovre var langt højere end i første periode, og træner Lehtonen måtte ærgre sig over, at hans mandskab havde sovet de første 20 minutter væk.

Mads Eller og Lasse Mortensen havde gode muligheder for at reducere lige inden pausen, men Skinnars havde chancen for at øge i den anden ende.

Rødovre sloges for reducering, Herlev slog belejligt kontra, og Eagles gik til pause oppe med betryggende 3-0.

Hjemmeholdet tæt på kort inde i tredje, da Rødovre blev spillet helt tynde.

Joonas Riekkinen haltede lige lidt efter, da han skulle sætte pucken ind i et tomt mål, og han ramte i stedet Cowley.

Vildt comeback
Ros til gæsterne for aldrig at lægge sig ned, selv om situationen var vanskelig. En 2+10-udvisning til Acke Ringström sendte Rødovre i powerplay, og gæsterne holdt presset. Og Herlevs defensiv faldt pludselig fra hinanden.

Frederik Kaels slog en retur fra banden i mål, Rødovre havde et stolpeskud og med fem minutter tilbage kom endnu en reducering.

Det var den altid livlige Magnus Carlsen, der pressede en puck i nettet inde foran mål. Pludselig kun 3-2.  

Timeouten fra Herlev-boksen kom prompte.

Det var nervøst hos hjemmeholdet nu og Frederik Kaels var i storform.

Den unge forward kom af sted mod Herlev-buret, men i stedet for at afslutte selv – det var oplagt – spillede han på tværs til Thomas Olsen, der smed skiven op bag Jidskog til en svært overraskende udligning.

Det hele skete på blot tre minutter og 1o sekunder. Sikke et comeback og pludselig kunne man høre Rødovre-struberne i hallen.

Overtiden var dejlig hæsblæsende. Det var livligt foran begge mål, og især Brett Thompson prøvede og prøvede at finde hullet bag O’Connor. Det lykkedes ikke.

Straffeslag: Skinnars flåede den ind, Asperup lagde den i taget, og Thompson havde igen chancen for at afgøre. Det lykkedes ikke. 1-1 efter tre straffeslag. Skinnars ville det for fint og brugte for mange træk, Nick Crawford lagde den op i taget og sendte de tilrejsende fans i ekstase.

Herlev-spillerne kunne midt i skuffelsen erfare, at Metal Final4-billetten alligevel var i hus.

Sammen med Aalborg, Frederikshavn og Rungsted spiller Eagles om sæsonens første titel.

Rødovre og Herlev mødes i morgen igen. Denne gang i Rødovre Centrum Arena.


Frederikshavn i Metal Final4: Jukuri blev den store helt 6-1 til Rungsted: Tenniscifre og klasseforskel i Odense