- Der bliver større kamp om de danske spillere. Det bliver svært for Herlev, Odense, Rødovre og måske også Gentofte at holde på de bedste danskere på grund af økonomi, siger Jørgen Illemann blandt meget andet om konsekvenserne ved at skære i antallet af imports - han kalder det en diskussion med et hav af nuancer - han uddyber i det her interview

Debatten om udenlandske spillere i Metal Ligaen er langt mere nuanceret end bare lige at sige, at tingene ændres, hvis man skærer en eller to imports.

Det siger sportschef i Rødovre Mighty Bulls, Jørgen Illemann, til Metalligaen.dk i en samtale om den verserende debat om antallet af imports. 

Man bør tage et kig hele vejen ned gennem dansk ishockey i stedet for blot antallet af imports, pointerer Rødovre-sportschefen.  

- Har breddeudviklingskonceptet med armbind og alle skal spille lige meget, spillet faljit ? Kommer der på den måde for mange 'ens' spillere ud i den anden ende, som alle ikke holder helt Metal Liga-niveau, på bekostning af enerne? Modsat dem, der i dag spiller i udlandet, og alle har fået meget istid gennem deres ungdomsudvikling? Det mener jeg absolut også skal gennemtænkes i DIU's ungdomsarbejde, 

- Henad vejen har det jo ikke været noget problem for os i Rødovre at fylde op med danske spillere. Det er første gang i mange sæsoner, at vi allerede er på syv imports, pointerer Jørgen Illemann.

- Når det er sagt: Når jeg sidder og kigger på det antal spillere, der er til rådighed, tyder det ikke på, at det vælter frem med talenter, der kan træde ind og spille Metal Liga fra dag et, tilføjer sportschefen - og henviser til Rødovres aktuelle situation med mange spillere ude på grund af U20-VM og skader. 

- Vi har ledt efter erstatninger til at fylde huller ud, og selvfølgelig har vi kigget på RSIK’erne i 1. division. Der er bare ikke så mange, der er kvalificerede, og derfor har vi i stedet valgt at tage Morten Andreasen og Jannik Karvinen ind for en periode. 

- Jeg synes gennemgående, at ligaklubberne er gode til at tage U20-spillerne ind, hvis spillerne er gode nok. Vi har selv en del unge spillere med (Larsen, Mortensen, Frænell, Carlsen, Kaels, Galby, Stenberg, Hansen, Popovic og Carlsen) Ærlig talt, så er det nok en kende for mange, til at kunne blive et reelt tophold i ligaen, erkender Jørgen Illemann.  

Der tales meget om, hvorvidt niveauet daler, hvis man dropper en import eller to. Hvordan ser du på den diskussion? 

- Jeg er enig i den præmis, som Thomas Friberg (Rungsted-direktør) leverer. Altså, at niveauet daler, hvis man erstatter den sidste og den måske næstsidste import med U-spillere. Der er nemlig stadig forskel på en U-spiller og den eller de dårligste imports, hos langt de fleste klubber. Skærer man to imports skal der findes 18 danske U-spillere for at fylde op. Samtidig ryger der spillere ved naturlig afgang, som skal skiftes ud, ligesom der skal et helt nyt hold spillere ind, hvis Gentofte kommer med som hold nummer 10, siger Rødovre-sportschefen.

 - Jeg er ikke sikker på at der findes så mange spillere, der vil kunne holde niveauet oppe, og bekymringen bliver ikke mindre, når jeg kigger i krystalkuglen mod de resultater der leveres i øjeblikket på de kommende U-landshold, tilføjer Illemann.

- Om det betyder noget for publikum, hvis niveauet daler SAMLET? Det ved jeg ikke, men for produktets skyld i forhold til tv og de kommercielle muligheder, kan det måske godt betyde noget, hvis niveauet daler. Igen – det er en debat med mange nuancer, siger Jørgen Illemann.

En anden nuance, Illemann nævner, muligheden for at hente spillere og antallet af spillere i Københavnsområdet.

- Kommer der en ekstra klub ind i Metal Ligaen herovre, er der mange spillere, der pludselig skal findes frem, og for vores vedkommende – og for de andre københavnske klubbers – er det jo faktisk nemmere og billigere at hente en svensk Division I-spiller end en jysk spiller.

- Vi slipper for at betale en dyr lejlighed og kan i stedet få en spiller, der bliver boende i Sverige og kører selv til træning og kamp – måske endda sammen med holdkammeraterne. Priserne på lejligheder er jo vildt høje herovre i området, siger Rødovre-sportschefen.

Jørgen Illemann frygter også, at færre udlændinge i Metal Ligaen skaber større ulighed, klubberne imellem – og dermed også mindre jævnbyrdighed i tabellen.

- Det er helt klart, at der bliver større kamp om de danske spillere. Det bliver svært for Herlev, Odense, Rødovre og måske også Gentofte at holde på de bedste danskere på grund af økonomi. Vi bliver ribbet for topspillere, og ligaen bliver todelt. Det vil være ærgerligt, siger Jørgen Illemann.


Rødovre-sportschef: Ikke umuligt, at flere af "vikarerne" fortsætter Rungsted har måske yderligere tre mand klar i aften