0-3 kort inde i kampen blev vekslet til en 6-5-sejr til Mighty Bulls

Rødovre Mighty Bulls – SønderjyskE Ishockey 6-5 (2-3, 2-0, 2-2)

En spændende uge med to vitale kampe på programmet i Rødovre Centrum Arena for de trængte tyre. I aften et velbesøgt revancheopgør mod Sønderjyske efter nederlag på 5-2 i sidste kamp, og fredag er Frederikshavn på menuen i holdets stræben for oprejsning.

Åbningen på kampen var ikke lige hvad Rødovre havde sat næsen op efter. Tredive sekunder tog det for Sønderjyske at prikke hul på David Grubak, der under en afventende udvisning var prisgivet da William Boysen udnyttede pladsen i slottet til scoring. De næste tre minutter bragte endnu to scoringer til gæsterne. Det var Gustav Nielsen og Mathias Kløve Mogensen der udstillede Rødovres defensive kvaliteter. 3-0 til SønderjyskE kort inde i kampen.

En timeout og et overtal til hjemmeholdet bragte lidt ro på kampen godt hjulpet af en scoring ved Christian Juhl Thunbo som satte hjemmeholdet på tavlen. Kort efter overtal til hjemmeholdet igen, og atter en scoring til tyrene.

Kyle Hallbauer udplacerede Nicolaj Henriksen og kampen var igen åben. Faktisk med et lille overtag til hjemmeholdet der havde fået rystet mareridtsstarten af sig, og moste på for en udligning.

En begivenhedsrig første periode viste at det er små marginaler der afgør kampe.

Anden periode startede med lidt bedre initiativ fra hjemmeholdets side, og da Sami Moilanen sendte pucken i mål og udlignede vendte stemningen tilbage i hallen. Desværre for hjemmeholdet blev holdet ramt af en udvisning i forbindelse med den efterfølgende faceoff. Den blev dog udlignet kort efter så der blev spillet fire mod fire uden det ændrede noget i kampbilledet.

Gæsterne skiftede keeper midtvejs. Patrick Galbraith overtog tjansen ved stillingen 3-3.

Mod slutningen af anden periode kom den forløsende scoring fra hjemmeholdet. Det var Alex Haunstoft, der kom fri i slottet, og sendte pucken op i krydset til stor jubel.

Kort efter en diskutabel hændelse hvor hjemmeholdets William Bundgaard kom på en friløber, men i blev hægtet bagfra og derfor ikke kunne afslutte. Dommerne vinkede afværgende. Det påvirkede stemningen i den grad på isen som resulterede i flere straffe i den efterfølgende sekvens.

Tredje periode startede med samme intensitet som i anden periode. De letbenede tyre satte igen og igen gæsternes lidt tungere spillere under pres, med forhindrede ikke gæsterne i at udligne stillingen efter sløset puckomgang i Rødovres zone. Det var Villiam Haag, der scorede.

En udvisning til udeholdets David Madsen for en kneeing på Oliver Marklund halvvejs, blev takseret til endnu en badebillet og dermed overtal til hjemmeholdet i fem minutter. Noget af en mulighed for hjemmeholdet til at komme i front, og det blev Christopher Rübenach, der satte næste pind og hjemmeføring 5-4.

En to plus to udvisning til hjemmeholdet blev kostbar og Max Tjernström udlignede. Gæsterne fortsatte i overtal, og en mirakelredning af David Grubak holdt Rødovre inde i kampen.

Med blot seks sekunder tilbage kom afgørelsen. Frank Gymer, der satte tre point på tyrekontoen efter et strålende comeback, der gjorde det i orden, at hjemmeholdet endte med sejren.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Herning Blue Fox OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE