William Rørth stod en vild kamp og Mighty Bulls var effektive fremad - og så vandt Rødovre såmænd i Aalborg

Aalborg Pirates startede sit forsvar af Prins Henriks Cup imod Rødovre Mighty Bulls, som sikrede sig den sidsteplads i slutspillet med sejren over Frederikshavn White Hawks i tirsdags. Og det skulle vise sig at ende med en stor sensation i Sparekassen Danmark Isarena, hvor Rødovre endte med at vinde 4-3 over hjemmeholdet.

Aalborg var kæmpe favoritter, men ganske som i søndagens opgør mellem de to hold var det gæsterne fra Rødovre som kom foran. Denne gang i et powerplay, hvor Aalborg Pirates gik aggressivt op i et pres. Rødovre fik flot spillet sig igennem det, og det gav masser af plads til Frank Gymer, der flot kunne sende en pasning over til en helt fri Alex Haunstoft, som vippede pucken ind over en chanceløs George Sørensen.

En chokstart for de nordjyske favoritter, men føringen varede ikke længe for gæsterne, da hjemmeholdet minuttet senere svarede igen. Efter et hårdt og intenst pres på Rødovres defensiv, fik Lasse Bo Knudsen sendt en perfekt aflevering over til Patrick Bjorkstrand ved bagstolpen. Herfra skulle den rutinerede danske angriber bare sætte staven på pucken til en udligning.

 Aalborg Pirates kom ganske som forventet foran efter 10 minutter, da Calder Brooks udviste en tålmodighed, som var en folkeskolelærer værdig. Brooks modtog pucken, og afventede både Rødovres forsvar og William Rørth i målet, inden han elegant lagde pucken ind i netmaskerne.

Herfra sad hjemmeholdet på alt i de resterende ti minutter, hvor gæsterne var presset helt i bund. Nordjyderne sværmede omkring gæsterne, og kom med både fart og fysisk, hvilket kastede et hav af chancer af sig. Rødovre kæmpede dog heroisk, og imellem stængerne havde William Rørth flere store redninger, hvilket gjorde perioden kun sluttede 2-1 til nordjyderne.

Sørensen-drop

Rødovre fik en drømmestart på anden periode, da de igen fik et powerplay, fik pucken forbi George Sørensen. Mikkel Jensen viste en fantastisk vilje, og fik selv plads til en afslutning. George Sørensen fik pareret, men returen var Jensen selv over, og i anden omgang fik han scorede til 2-2, med et smart skud fra slottet.

Stor effektivitet i overtalsspillet fra gæsterne, og det gav dem en masse momentum at bygge videre på i anden periode. De fik stoppet Aalborg markant bedre i midtzonen, og var bedre med. Det var dog stadig hjemmeholdet, som var farligst og efter fem minutter af perioden lavede William Rørth en sand mirakelredning i fire omgange på Calder Brooks, Matt Salhany, samt yderligere to nordjyske spillere.

Rødovre gav den hele armen for at holde Aalborg tilbage, og spørgsmålet omkring hvordan hjemmeholdet skulle passere William Rørth hang i luften i Sparekassen Danmark Isarena. Svaret kom dog efter syv minutter af anden periode. Søren Dietz-Larsen drev pucken frem, men blev forstyrret i afslutning. Pucken endte lidt tilfældigt hos Tobias Ladehoff, som lige så tilfældigt ramte pucken på en måde så den gled ind i netmaskerne.

3-2-målet åbnede en smule op for kampen, og begge hold havde flere store chancer. For gæsterne var Marcus Almquist tæt på efter en to mod en, men George Sørensen kom flot ud af sit mål, og fik afvist, mens Kirill Kabanov missede en afslutning mod frit mål.

Rødovres opportunistiske stil, samt ineffektivitet hos Aalborg Pirates holdt gæsterne inde i kampen, og med fem minutter igen gjorde de det også til 3-3. En stor fejl bag mål af George Sørensen og Jimi Jalonen kostede dyrt, da Mikkel Jensen vandt pucken og sendte den over til 17-årige Mikey Bergmann, som i tomt mål kunne score sit første mål i Metal Ligaen. Et mål som betød de to hold gik ind til tredje periode helt lige.

Sensation under opsejling

Tredje periode blev højdramatisk, og mere taktisk i forhold til de første 40 minutter. Chancerne blev færre, og det første store moment i perioden kom da Sebastian Bergholt blev smidt ud for en tackling på Brayden Sherbinin. William Rørth spillede på et niveau, der sjældent er set i ligaen.

En anden del af kampens historie var den manglende effektivitet hos piraterne, som havde chancerne, men sendte alt for mange afslutninger forbi og over mål. Heriblandt en gigantisk chance fra Matt Salhany efter flere flotte kombinationer, som han på en eller anden måde sendte over mål.

Aalborg kunne bare ikke prikke hul på William Rørth denne aften, og med fem minutter igen kom det afgørende moment i kampen. Aalborgs kaptajn, Julian Jakobsen fik en gigantisk chance, men nok engang var William Rørth en mur foran gæsternes mål.

I det efterfølgende moment kørte Rødovre kontra, og her fandt Frank Gymer en helt fri Christoffer Rubenach foran mål, som med et smart trak fik udplaceret George Sørensen til 3-4!

En stor sensation var under opsejling, men det holdt hårdt for gæsterne, da Aalborg Pirates med under et minut igen fik pucken i nettet. Pucken blev sendt ind på mål, og inde foran stod både Kirill Kabanov og Jeppe Jul Korsgaard. På en eller anden måde endte den i mål, men dommerne annullerede scoringen og Rødovre holdt stand.  

Tættere kom Aalborg Pirates ikke, og dermed var det gæsterne som sensationelt kunne juble over sejren og en føring i serien. En kæmpe præstation fra Olaf Ellers tropper, som skal forsøge at gentage bedriften på søndag i seriens andet opgør.


SALIJA MATCHVINDER i tæt kamp i Odense From og Herning nedkæmpede optimistiske Herlev