Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 2–3 (0-2, 1-0, 1-1)
Efter hele tre ugers kamppause kunne Esbjerg omsider løbe på isen igen, da Rødovre onsdag aften gæstede Granly Hockey Arena. Kampen var den fjerde de to hold imellem i indeværende sæson og gæsterne havde revanche til gode, da Esbjerg havde hentet tre sejre i de forudgående opgør.
Til aftenens opgør måtte Rødovre undvære John Muse, Nicklas Carlsen og Maksim Popovic, mens Esbjerg stillede uden Mikkel Rask og Jonas Bjerrum.
Målmandsduellen stod mellem William Rørth og Eamon McAdam.
Forud for kampen blev Jeff King kåret til månedens profil hos Esbjerg.
Gæsterne skarpest i åbningsperioden
Esbjerg fik et forvarsel på Rødovres intentioner i kampen efter kun et minuts penge, da Johan Lundgren pludseligt var helt fri med Eamon McAdam, som svenskeren da også fik rundet. Men på utrolig vis lykkedes det for Rødovre-forwarden at brænde den gigantiske chance på tomt mål. Pucken blev simpelthen sendt forbi.
Vestjyderne var sjældne gæster i Rødovres zone i periodens første ti minutter, hvor man kun talte to vestjyske afslutninger på mål.
Mere skete der i modsatte ende, hvor gæsterne fik mulighed for at rulle overtalsformationerne ud efter fire minutter, da Ryker Killins måtte til afkøling for en ganske klar tripping.
Rødovre gjorde det sådan set fint i power play, hvor man fik sendt godt med afslutninger af sted. Skarpheden manglede dog – i hvert fald lige indtil udvisningens allersidste sekund, hvor Oliver Kjær fra en position bag mål viste fint overblik og satte Jonathan Brinkman perfekt op til scoring midt i slottet. Dermed 0-1 på tavlen efter små seks minutter.
Små to minutter senere fordoblede Brady Vail gæsternes føring, da han fulgte op på en returpuck fra McAdam og nettede fra en halvspids vinkel. 0-2 efter otte minutter gav Rødovre en tidlig og relativ komfortabel føring og den var bestemt ikke ufortjent. Esbjergs spil virkede ikke afstemt og man kom ganske enkelt med for lidt energi og opfindsomhed.
Efter 12 minutter brændte det dog på foran gæsternes mål, hvor der var panikagtige tilstande. Men i sidste ende fik Rødovre-defensiven afværget. Esbjerg fik bedre fat i spillet mod periodens slutning, hvor langt det meste foregik i gæsternes zone. Men den helt åbne chance lod fortsat vente på sig.
Henrik Clausen gav Esbjerg nyt håb
Der skulle gå fire minutter af anden periode, før der kom gang i løjerne. Søren Nielsen fik her skabt en stor chance for værterne efter en hurtig spilvending, men uselvisk valgte Nielsen at forsøge sig med en pasning tæt under mål. Dette resulterede i, at chancen løb ud i sandet for Esbjerg.
Gæsterne slog lynhurtigt kontra og få sekunder senere var det så Rødovres Johan Lundgren, der kom frem til en stor dobbeltchance, da han slap alene igennem vestjydernes defensiv og satte kursen ned mod McAdams mål. Vestjydernes amerikanske målmand blev dog den store i duellen med svenskeren.
Efter fem minutter fik Esbjerg hul på bylden, da Henrik Clausen var først over en returpuck fra Rørth. Phillip Schultz afsluttede fra distancen, Rørte formåede kun at halvklare og pucken røg direkte ud til Clausen, der let kunne score i det halvtomme mål. Dermed 1-2 på tavlen.
Få sekunder efter reduceringen kunne Esbjerg have udlignet, men stolpen kom i vejen for Andreas Grundtvigs glimrende afslutning.
Vestjyderne havde nu fået lidt mere fart i skøjterne og man udviste også mere initiativ, ligesom man bragte mere fysik med ind i nærkampene, som man derfor begyndte at vinde flere af. Der manglede dog fortsat timing i spillet, men det er måske forventeligt efter tre ugers kamppause.
Efter et lille kvarter fik gæsternes Magnus Carlsen en chance af de helt store, da Esbjergs Søren Nielsen snublede på egen blue line og sendte pucken på Rødovre-hænder. Men McAdam fik reddet sin holdkammerat ud af situationen.
Dermed 1-2 på tavlen efter en anden periode, der ikke var vildt sindsoprivende. Esbjerg jagtede, både resultatmæssigt og spillemæssigt, men man savnede stadig mere intensitet og nerve hos begge mandskaber.
Esbjerg pressede på i slutfasen, men Rødovre stod imod
Hjemmeholdet fik deres første overtalsmulighed efter fire minutters spil af tredje periode, da Johan Lundgren indkasserede to minutter for en tripping. Værterne havde meget spil i gæsterne zone, men trods en mand i overtal, så fik man aldrig skabt den helt åbne chance.
Da gæsterne blev fuldtallige igen viste man den kynisme og beslutsomhed, som man savnede hos Esbjerg. Gæsterne spillede pucken frem langs banden, hvor Esbjergs Søren Nielsen egentligt havde chancen for at slå den væk. Men i stedet endte pucken på gæsternes stave og øjeblikket efter havde Oliver Kjær sendt skiven ind bag McAdam til 1-3.
Felix Scheel kom i fokus lige inden man rundede periodens halvvejsmærke. Først fik han chancen på et break away-forsøg, men Rørth i gæsternes mål blev den store i den duel. Kort tid efter kom det til tumult mellem Scheel og gæsternes Brendan Harms, som begge kunne tage uoverensstemmelserne med ud i straffeboksen, hvor gloserne ikke var pæne; man kan vist roligt konkludere, at de to ikke er på julekort med hinanden.
Efter den episode kom der lidt mere intensitet ind i kampen og der var nu mere smæld i tacklingerne.
Olivier Dame-Malka kunne have lukket kampen efter 14 minutter, da han kom til afslutning fra en position helt fri foran McAdams mål. Men den amerikanske keeper hev en redning af det store ud af ærmet.
Da Travis Brown fik raget en udvisning til sig efter et kvarter så det for alvor svært ud for Esbjerg, men stik mod det forventede, så slog Jeff King til med et mål i undertal. Han løb ganske enkelt fra gæsternes defensiv og sendte pucken ind under Rørth til 2-3. Der resterede fire minutter.
Selvom Marco Illemann indkasserede en udvisning for en tripping på Felix Scheel efter små 18 minutter og Esbjerg sendte seks markspillere på isen, så formåede gæsterne at modstå presset i slutfasen. Esbjergs første optræden på isen i tre uger blev dermed ikke den store succes.