Tirsdag aften lykkedes det for Aalborg at snige to point hjem.
Det blev 6-5 hjemme mod Rungsted efter et overtidsmål, som Thomas Spelling scorede i overtidens sidste sekund.
Kampen var meget "op og ned" for begge hold - og alt for åben, mente Aalborg-backen Anders Koch, da han talte med Nordjyske efter kampen.
- Det er en kamp, som vi godt kan smide i skraldespanden. Der var ikke meget ishockey over det. Det fløj frem og tilbage, og der var ingen struktur overhovedet. Vi skal videre og se lidt video over, hvad vi gjorde forkert, og så er der ikke meget mere, som vi kan bruge den kamp til, sagde den altid offensivt indrettede back Koch til Nordjyske.
- Jeg er faktisk ikke så vild med min rolle, når kampene udvikler sig sådan her. Jeg vil hellere spille noget mere struktureret ishockey for at være helt ærlig. Det er fint at lave point, men det er ikke mit primære fokus. Jeg er trods alt back, lød det fra Koch til Nordjyske.dk efter kampen.
Det var anden ligakamp på stribe, hvor Aalborg lukkede fem mål ind. Seneste match var 8-5 i Rødovre og nu altså 6-5 over Rungsted.
Der er næppe tvivl om, at det bliver en mere koncentreret aalborgensisk defensiv, der møder op på fredag i Vojens, hvor SønderjyskE tager imod.