Pregame-skate er overstået for de forsvarende danske mestre i Zug, Rosenthal i "nordamerikansk førstekæde"

Det bliver med Nikolaj Rosenthal i en ny målscorings-lugtende førstekæde, at Rungsted stiller op i aften i den imponerende Bossard Arena i schweiziske Zug. Der er CHL-premiere, og Rungsteds pregame-skate er netop overstået i Schweiz, hvor der ligesom i Danmark er sommeragtige temperaturer.

Rungsteds førstekæde er også på papiret brandvarm, for Rosenthal spiller i denne første betydende kamp i sæsonen sammen med Mario Lucia, den nye bomber, der er hentet fra Stavanger og T.J. Moore, som vi kender fra SønderjyskE i fjor for stort tempo og herrepræcise afslutninger. 

Det skal dog i den sammenhæng nævnes, at T.J. Moore, nøjagtig som backen Shane Hanna, spiller sin første kamp for Rungsted, for papirerne har ikke været i orden for de to hidtil. 

De tre forwards i førstekæden får Simon Fredriksson og Willie Raskob som backer. Rasmus Andersson går ind i andenkæden, hvor "han skal være Robin Bergman" - altså erstatning for Bergman i svenskerkæden fra i fjor, der også tæller Persson og Olsson. Bagved dem spiller Shane Hanna og Oscar Schulze. 

Tredjekæden bliver rent dansk med Anders Poulsen, Frederik Høeg og William Boysen - med Joachim Holten Møller og Bertram Jelert bagved - Lucas Andersen, Gustav Green og Nikolai Gade er den fjerde angrebskæde. 

- Vi skal turde spille spillet, og det er vigtigt, vi får en god start på kampen. Jo mere, vi er i puckbesiddelse, desto større chance giver vi os selv for at score. Vi er her ikke for sjov, for det er en vigtig kamp i forberedelsen til den nye sæson. Det er vigtig, at vi ikke lader os imponere af de ydre ting som den flotte arena, modstandernes cv og alt muligt andet. De er også bare mennesker, og vi skal i første omgang holde fokus på os selv, siger assisterende træner Flemming Green til Metalligaen.dk.

Hovedtræner Erik Hjalmarsson supplerer:

- Vi skal tænke positivt, og ikke tænke på, hvad der eventuelt kan gå galt i aften - for så går det galt. Vi går ind til kampen med en ydmyg tilgang, men også troen på egne evner.

Den nye mand Anders Poulsen, der er kommet fra Herning:

- Det bliver sjovt at møde puljens favorithold og endnu sjovere, hvis vi kunne drille dem. Vi er udmærket klar over, at chancerne for point ikke er særlig store, men står vi sammen som hold, så har vi måske en lille mulighed. 

Thomas Lillie, netop kåret som årets målmand 2018/19 i dansk ishockey, står foran en stor opgave. Sædvanen tro har han Jon Lee-Olsen som backup. 

 

 


Metal Ligaens Fan-panel: Rødovre-fan med finske rødder og store forventninger CHL: Rungsted på herresvær opgave, Zug uden ny svensk stjerne