Hjemmeholdet scorede samtlige fire mål i overtal

Rungsted-SønderjyskE 4-2 (2-1,1-1,1-0) Kampen mellem Rungsted og SønderjyskE fik sin afgørelse i powerplay. SønderjyskE tog en række dårlige udvisninger, og det udnyttede et effektivt hjemmehold til at tage yderligere tre point mod sønderjyderne. Nøjagtig som søndag vandt Rungsted 4-2 over SønderjyskE.

Kampen begyndte i et voldsomt tempo, og Rungsted scorede til 1-0 på kampens første powerplay. En stærkt spillende Nichlas Hardt styrede Shane Hannas skud ind.

Hjemmeholdet holdt dog ikke føringen mere end to minutter. Cameron Brown fik frit spil og gled ind fra venstrekanten, og lagde pucken stille ind bag Grubak.

Målet var startskud til en række store chancer til SønderjyskE, blandt andet til Steffen Frank på overliggeren

Så var det Førster, der blev udvist for SønderjyskE. Rosenthal scorede efter klumpspil og Rungsted fulgte op med et længere pres, der sluttede efter et kvarters tid. En ganske underholdende første periode, hvor begge hold ville fremad. Gæsterne havde ikke i sinde at parkere bussen og forecheckede stærkt i perioder.

Joachim Holten Møller begyndte anden periode med en udvisning, Rungsted overlevede, og Daniel Kønig Hansen tog derefter en unødvendig udvisning, som førte til et solidt tryk fra hjemmeholdet.

Midt i perioden leverede Harms, Rollin Carlsson og Boysen et lækkert samspil og svenskeren afsluttede til 2-2.

Daniel Kønig Hansen kom i søgelyset efter 31 minutter, hvor han tog en udvisning, der dog hurtigt blev fulgt op af en to minutters til Rungsteds Morten Jensen. Men da Kønig Hansen havde afsonet sin første udvisning, gik der ikke længe, før han igen måtte. Denne gang to minutter for interference og derefter for brok. Mattias Persson udnyttede den store mulighed via Patrick Galbraiths stav. 3-2 til Rungsted efter anden periode, hvor fysikken kom i højsædet.

Rungsted begyndte tredje periode i fire mod tre efter en del udvisninger i slutningen af anden periode, og der Nichlas Hardt igen på spil med sin anden scoring og Rungsted var ligeledes skarpe i boxplay, da Morten Jensen trak en udvisning med otte minutter igen.

Slutfasen var uden de store problemer for hjemmeholdet, der altså afgjorde sagerne med fire af fire mulige mål i powerplay. SønderjyskE tabte på dårlig disciplin, og der har næppe været glæde i bussen på vej hjem.


VIDEO: Højdepunkter fra Herning-Rødovre Voris på hårdt arbejde: Herning knækkede letten til sidst