Den 192 centimeter lange målmand har været så stærkt kørende, at han er blevet valgt af Dallas Stars

Anton Wilde blev her til morgen draftet til NHL som den fjerde danske målmand i historien efter Frederik Dichow, Mads Søgaard og Frederik Andersen. 

Dallas Stars valgte den danske målmand som nummer 187 i sjette runde. 

Den 192 centimeter lange Anton Wilde fik i denne sæson sin Metal Liga-debut hos Frederikshavn White Hawks, hvor han vel i realiteten slog Kevin Frydkjær af som andenmålmand i truppen efter de udenlandske målmænd, der ofte var skadet. 

Han gjorde det så godt, at der formentlig har været nordamerikanske scouts, der har sat krydser i bøgerne, og de blev ikke mindre under U18-VM, da Wilde blandt andet reddede 52 af 54 skud, da Danmark tabte 0-2 til USA.

Nu venter Linköping i Sverige som næste udfordring.

- Det er en god vej at gå for ham, siger Dallas Stars-scouten Joe McDonnell til klubbens hjemmeside. 


Frederikshavn vil have Gustav Nielsen - og samler ind