De danske mestre fra Rungsted ramte en Matt O'Connor-mur i aften og tabte til rivalerne

Det var først i allersidste øjeblik, at det blev afgjort definitivt i Rødovre i aften, hvor hjemmeholdet Mighty Bulls tog imod rivalerne fra Rungsted.

Med et par minutter igen drog Rødovre fordel af en overtalssituation, der ellers var ved at glide ud i sandet. Nicklas Carlsen opfangede pucken bag mål og slyngede den tilbage til Jonas Sass, der hamrede pucken til 3-1 for hjemmeholdet.

Aftenens største jubelbrøl kom i en ellers ganske rolig Rødovre Centrum Arena, og det blev gentaget kort efter, da Matthias Asperup satte 4-1-scoringen i tomt bur.

Første periode var uden scoringer, og med Rungsted som mandskabet med flest chancer. Mest i begyndelsen af kampen, hvor Matt O’Connor spillede sig brandvarm i hjemmeholdets mål.

Han reddede forsøg fra både Boysen og Lucia, og som perioden skred frem, kom Rødovre stille og roligt bedre ind i kampen.

Der skulle en dobbeltudvisning til for at åbne scoringen. Marcus Olsson røg ud, Joachim Holten Møller kort efter. Et par gode chancer, Pison og Johansson, kom ind under mål, var indledningen til et bombardement på Lillie, der blev afsluttet af et godt, fladt skud af Steffen Klarskov.

Han fortsatte dermed sin fine sæsonstart og fem minutter senere scorede Nicklas Carlsen til 2-0.

Det var fortsat en åben kamp, og Rungsted havde masser af muligheder for at komme tilbage i kampen, der bølgede frem og tilbage.

Kampens helt store solist var Rødovres målmand Matt O’Connor, der allerede nu ligner en klasseforstærkning. Han formåede at stoppe stort set alt, hvad Rungsted-spillerne bød ind med. Mange dejlige parader fra O’Connor, den lange mand, der ganske pudsigt minder om sin Odense-kollega Evan Cowley.

Nok om den lighed. Rungsted fik reduceret ved Oscar Schulze, og sled hårdt for at komme tilbage i kampen i tredje periode. Men bedst som den sidste forcering skulle i sving, tog gæsterne et par udvisninger, som fik de 1268 tilskuere op af stolene.

Det var Rødovres mulighed for at lukke kampen. Sass blev matchvinder, og Rødovres sæsonstart er nu mere end tilforladelig trods nederlaget i Frederikshavn. Husk at hjemmeholdet kun havde en enkelt Virtala-bror med i opstillingen.

Rungsted er kommet lidt skævt fra start, men fik skabt mange gode muligheder gennem de 60 minutter, og det kan de forsvarende mestre trods alt tage med hjem på den korte bustur.


Pistilli og nordamerikanerne sørgede for Esbjerg-sejr mod Herning I bussen med...Lucas Bjerre Rasmussen