Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks 5-1 (1-0,2-0,2-1) Det var to mandskaber med nyslebne skøjter, der dystede mod hinanden i Concordium Arena, da Rungsted tog imod Frederikshavn.
Første periode var overstået nærmest før den begyndte, og begge hold spillede med et hæsblæsende tempo. Hjemmeholdet var bedst, og kunne da også gå i kabinen med en 1-0 føring, efter Ludvig Elvenes fik pucken ind bag Kevin Frydkjær.
Det var svenskerens første mål i syv kampe. Inden kampen kårede hjemmeholdet David Grubak som månedens spiller – for anden måned i træk – men Rungstedmålvogteren kom ikke på overarbejde, selvom vendelboerne som perioden gik kom bedre og bedre med.
De midterste 20 minutter mindede meget om de første, dog med den ændring at hjemmeholdet scorede to gange. Først var det Theo Keilin der udplacerede Frydkjær, og senere i perioden assisterede han Marco Roy, der kunne score i powerplay til 3-0.
Gæsterne var som forvandlede i starten af 3. periode, og kort efter at Jared Freadrich sendte en afslutning på tværliggeren, så kunne Mikkel Bertelsen score det første White Hawks mål i mere end 5 ½ periode, da han sendte en løs puck i nettet.
Det skabte lidt spænding, men det var dog kun kortvarigt. Trods flere powerplays kunne Frederikshavn ikke for alvor trykteste David Grubak og Rungsted, og med to scoringer på fire minutter af Ludvig Elvenes og Marco, kunne værterne sikre sig de tre points.
Opgøret sluttede med en tackling på Jesper Thörnberg, der blev tacklet bagfra af Morten Jensen. Det scorede sidstnævnte en badebillet på, og han fik følgeskab af Freadrich, der blev sendt under bruseren i samme ombæring.
Sikker Rungsted-sejr over Frederikshavn
Rungsted
Henrik Bauch
Vendelboerne fik det første nederlag på Sjælland i indeværende sæson