Stort comeback, men det negative indtryk tog overhånd, sagde Mario Simioni efter nederlaget i overtid til Rødovre

SønderjyskE var bagud 0-4 mod Rødovre i aftes efter 16 minutter i en svært kuriøs kamp, hvor det lykkedes sønderjyderne at hive en 5-5'er hjem efter 60 minutter. Nick Crawford afgjorde i overtid for Rødovre, og SønderjyskE-træner Mario Simioni var mere eller mindre rystet efter den mærkelige kamp.

Der Nordschleswiger talte med SønderjyskE-træneren. 

- Jeg er chokeret over, hvad vi leverede i første periode. På det seneste har jeg faktisk haft følelsen af, at vi har spillet glimrende ishockey, selv om vi har haft problemer med at levere konstant over 60 minutter. Vi har virkelig problemer med at få offensiven til at køre, sagde han. 

- Selvfølgelig var det et storartet comeback, men selv hvis vi havde vundet, havde "det negative" været i fokus. Endnu engang var vi ikke klar fra start. Havde vi fået tre point, havde det været tilfredsstillende, men jeg er virkelig skuffet over, at vi slet ikke kom ud til første periode. Jeg må spørge mig selv, hvordan nogle af mine spillere forbereder sig til kampene, lød det fra Simioni. 

Det er efterhånden de udenlandske spillere, der står for skud i Vojens og omegn, og sportschef Kim Lykkeskov vil også gerne se mere fra sine imports. 

- Vi har ikke hentet de her spillere uden grund, og vi har stadig tiltro til vores spillere. De skal dog komme bedre forberedt ud til kampene. Vi vil have mere. Det er helt sikkert. Hvis vi kigger på topscorerlisten, så er det med sikkerhed ikke godt nok, men det behøver vi slet ikke holde spillerne op mod hele tiden. Vi forlanger egentlig ikke mere end at de leverer hundrede procent hver gang. Hvis alle gør det, har vi et godt hold, men er der seks spillere, der ikke leverer, er vi ikke noget godt ishockeyhold, siger Kim Lykkeskov til Der Nordschleswiger


Rungsted-direktør: INGEN gode argumenter for at skære i antallet af imports Herning-sportschef: Udlændingeloftet kan sænkes gradvist