En tæt og intens kamp – næsten slutspilsagtig – var det som knap 3000 tilskuere fik overværet i Frøs Arena fredag. En stak ærgerlige udvisninger kom til at koste dyrt for gæsterne fra Aalborg mod et SønderjyskE-hold, der med en 5-2-sejr fik revanche for midtugens nederlag i Rødovre.
Efter en start, hvor de to hold så hinanden stille og roligt, fik Aalborg den første mulighed i powerplay efter små fem minutter. Rasmus Lyø måtte i boksen, og Pirates-powerplayet fik etableret sig ganske fint.
Nicolaj Henriksen blev udfordret et par gange tæt inde under mål, men bedst som Rasmus Lyø kom på isen igen, fik Max Tjernström erobret pucken lige omkring SønderjyskE’s blå linje.
Han fandt en fremstormende Rasmus Lyø, og de to makkere dobbeltpassede sig op gennem banen. Tjernström afsluttede gennem benene på Sørensen. SønderjyskE var foran 1-0.
Så var det Pirates-spillernes tur til at frekventere straffeboksen. Julian Jakobsen og Kirill Kabanov røg ud med kort tids mellemrum, og det straffede hjemmeholdet med tung konsekvens.
Alexandre Lavoie fandt Charlie Combs med en tværpasning tæt inde under mål. 2-0 til hjemmeholdet, der derefter forsvarede sig fornuftigt ind til pausen.
SønderjyskE uden de skadede Steffen Frank og Nicolai Bryhnisveen, mens Aalborg havde fået Ian Edmondson tilbage på isen efter opholdet i Västervik.
Det var tæt over hele banen fra begyndelsen af anden periode, men en lang pasning op til Tobias Ladehoff fik hurtigt brudt isen. Ladehoff droppassede smukt til Thomas Spelling, der fandt Trevor Gooch i højre. Gooch plaffede hurtigt og tungt, og Henriksen var chanceløs.
En ren perle af Aalborg-trioen og hurtigt håb til gæsterne igen.
Anden periode udviklede sig en tæt fight. Der var mange ”overbefolkede nærkampe” ude ved banderne, og ingen af holdene spillede sig til kæmpestore muligheder. Dog var Gabriel Desjardins fri med Sørensen, men overplacerede sit skud.
Det var to udvisninger til Aalborg, der åbnede scoringen igen. Med meget korte mellemrum tog Patrick Bjorkstrand og Lasse Bo Knudsen et par af den slags udvisninger, som spillere af deres kaliber ikke må tage.
SønderjyskE var igen fem mod tre og spillede med stort tålmod, lige indtil Cam Spiro fik pucken i højre side. Han afsluttede præcist og konsekvent i forreste hjørne oppe over Sørensens skulder. Dermed altså første Spiro-mål siden hans genkomst til Metal Ligaen.
Aalborg fik også en fem mod tre mulighed i slutningen af tredje periode, men fik ikke presset tilstrækkeligt på Henriksen og gennemgående havde nordjyderne svært ved at skabe de helt store muligheder inde foran SønderjyskE-buret. Måske i tredje periode, hvor Aalborg begyndte i overtal?
Det lykkedes ikke for gæsterne at reducere i begyndelsen af tredje periode, men Pirates søgte efter mulighederne og havde store spilandele i tredje periode, hvor SønderjyskE trak sig tilbage og forsøgte at forsvare kampen hjem.
Det gjorde hjemmeholdet dygtigt og Nicolaj Henriksen var en sikker mand i buret for de lyseblå, der kløgtigt holdt Aalborg væk fra de helt åbne muligheder. Og dog. Thomas Spelling var for eksempel alene med Henriksen, der klarede heroisk med skinnen.
Gæsternes gennembrud kom med tre minutter igen: Trevor Gooch satte fart og fandt Patrick Bjorkstrand på kanten. Bjorkstrand sendte pucken tilbage til Gooch, der afsluttede perfekt dybt i målet.
3-2 og pludselig var der spænding igen. Sørensen blev taget ud og i et minut pressede Aalborg på. Rasmus Lyø fik erobret skiven og lagt den dybt ned i hjørnet, hvor Charlie Combs overtog og smed pucken i nettet.
Gabriel Desjardins gentog kunststykket til 5-2 og SønderjyskE konsoliderede dermed andenpladsen i en tæt og hård topkamp, hvor hjemmeholdet altså rykkede tre point nærmere Herning i toppen. Aalborg forbliver på fjerdepladsen.