Herning vandt 4-3 i Frederikshavn og fortsætter marchen opad i tabellen - først til allersidst kom Frederikshavn tæt på midtjyderne

Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox 3-4 (1-1,0-0,2-3) Borgmester Birgit S. Hansen var på isen i Frederikshavn i aften, hvor hun skulle vie et par, der har White Hawks i blodet. En hockeytale af den sportsgale borgmester, og måske skulle hun også have været i omklædningsrummet mellem anden og tredje periode for at holde tale for hjemmeholdets spillere.

De kom i hvert fald ikke ud fra starten af perioden, og det udnyttede Herning til at score tre gange inden man fik set sig om. 4-3 vandt Herning, hvor tre mål på små otte minutter i tredje periode blev udslagsgivende. Samtidig havde man en storspillende Simon Nielsen, der stor en fremragende kamp.

Det var højt tempo fra begyndelsen af kampen, hvor der samtidig også blev spillet seværdigt ishockey. Masser af Herning supportere havde taget turen til Frederikshavn i aften, hvor de gav hjemmeholdets fans kamp til stregen. Dejligt med god stemning i hallerne, og næsten 1700 tilskuere i aftenens kamp.

Det var hjemmeholdets fans der kunne juble allerede efter små tre minutter. Mads Larsen kanonerede pucken mod mål, og den styrede Radim Piroutek ind bag en sagesløs Simon Nielsen. Drømmestart for høgene.

Det bølgede herligt frem og tilbage, og de to hold giver bare hinanden gode kampe i denne sæsons Metal Liga. Det lover godt, hvis de to hold mødes i slutspillet.

Gæsterne fik udlignet efter et flot opstillet powerplay. Med is i maven spillede de oucken rundt og rundt, og da Lasse Lassen pludselig fandt åbningen, modtog han en perfekt pasning og smed skiven op i krydset. 1-1 i Nordjyske Bank Arena, som også var stillingen efter de første tyve minutter.

En første periode der desværre blev skæmmet af et hændeligt uheld, da Brodie Dupont kurede ind i banden. Det lignede angiveligt at det var skulderen canadieren kom til skade med.

Åbningen på anden periode var som i første. Der gik ikke længe før Cam Brace traf overliggeren med et farligt forsøg. Kort efter var det hjemmeholdets svensker Anders Eriksson der testede Simon Nielsen, da han opfangede en løs puck i gæsternes zone.

En Herning fejl i egen zone gav efter otte minutter Christopher Frederiksen en god mulighed, men han kom for tæt ind mod målet, og Simon Nielsen fik afværget. Det gjorde han også kort efter, da Bumagin med et par fikse træk kom fri.

Ikke mange spilstop i aftenens kamp, hvor det for det meste bare gled ganske fredeligt. Herligt med to hold der spillede ishockey, og samtidig et par hoveddommere der forstod ånden i spillet.

Midtjyderne havde også chancer. Kristoffer Astorp havde i to omgange et par særdeles giftige forsøg mod Jukuri, men finnen var vågen i høgenes bur.

Det med at det var fredeligt havde Lasse Lassen desværre ikke lige helt opfanget. Han leverede en gedigen blind-side Boarding mod Gorm Topholt, og så var der fortjent badebillet til Herning forwarden. 5 min plus game, men mon ikke udvalget får den til gennemsyn en af dagene?

De fem minutters powerplay fik vendelboerne dog ikke noget ud af. Det virkede rodet og usammenhængende, og der var nærmest ingen chancer at berette om. Derfor forblev det uden scoringer i anden periode i Frederikshavn.

Drømmestart af Herning i tredje periode, da Kristoffer Astorp fik styret pucken ind bag Jukuri allerede efter 11 sekunder. Gæsternes fans i ekstase, og kort efter var Astorp igen på spil, men her ramte han stolpen. Men det forhindrede ikke Cam Brace i at runde Albin Lindgren, og med baghånden sende pucken ind bag finske Jukuri. 1-3, og blot spillet 51 sekunder af tredje periode.

En flok snorksovende høge blev sendt til time-out af Pasanen, der skulle have vækket de hvide efter mareridt. Det lykkedes ikke rigtig, og Herning var samtidig yderst effektive i tredje periode. Efter små otte minutter leverede Joachim Linnet en fremragende pasning til Reid McNeil, og canadieren scorede usvigeligt sikkert uden chance for Jukuri.

Hjemmeholdet fik dog reduceret kort efter, da Mikkel Bertelsen fik sendt pucken mellem benene på Simon Nielsen. Den sneg sig akkurat over stregen, og nyt håb for høgene. Det håb forsvandt mod slutningen, hvor Dane Fox fik en to minutters udvisning. Herefter fik han snakket sig til 10 minutter oveni, og kunne dermed ikke hjælpe holdet mod et comeback.

Det comeback kom for sent. Med 19 sekunder igen kunne Patrick Madsen reducere til 3-4, da Jukuri havde forladt buret. Det blev aftenens sidste scoring, og Herning kan notere sig to gode udesejre i den her uge, i første Esbjerg, og nu Frederikshavn. Blue Fox spillerne blev behørigt hyldet af de mange medrejsende fans, og kravler stille og roligt op i toppen af tabellen.


Stor fight sikrede Rødovre tre point mod Energy Thomas Bjuring bliver kommerciel ansvarlig for Metal Ligaen og DIU i maj 2020