Aalborg Pirates-direktør skifter job, når denne sæson er ovre

Danmarks Ishockey Union har i samarbejde med Ligaforeningen ansat Thomas Bjuring som kommerciel ansvarlig for Metal Ligaen og DIU’s aktiviteter. 

Thomas Bjuring kendes af de fleste som den nuværende direktør for Aalborg Pirates, hvor han gennem de seneste år har leveret flere banebrydende kommercielle aktiviteter og gjort ishockeybilletterne i Aalborg til nogle af de ”bedste i byen”.

I al forståelse med Pirates-organisationen fratræder han pr. 1. maj 2020, når den nuværende sæson slutter på klubplan. Samme dato indtræder Thomas Bjuring i sin nye stilling, der skal løfte den kommercielle del af Metal Ligaens og DIU’s aktiviteter. Samtidig skal han arbejde videre med de nuværende aftaler – ikke mindst det i forvejen gode samarbejde med Dansk Metal.

 - Vi er så heldige, at vi i Dansk Metal har en partner, der både arbejder sammen med os på lang sigt – lige nu indtil 2023 – og på kort sigt også vil gøre en masse for både dansk ishockey og Dansk Metal-medlemmerne. En af Thomas Bjurings store opgaver er at hjælpe Dansk Metal og Metal Ligaen til endnu mere synlighed i forbindelse med aktivering og udvikling af samarbejdet og af ligasponsoratet, siger Klaus Rasmussen, formand for Ligaforeningen. 

 - Vi skal have flere tilskuere i vores arenaer. Vi skal dele viden og inspirere hinanden, og vi har alle gode erfaringer at dele ud af – ikke mindst Thomas Bjuring i Aalborg.  - Men kunne Herlev, Rødovre og Rungsted måske hjælpe hinanden på Sjælland, eller kunne vi få endnu flere tilskuere til de jyske lokalbrag? 3000 tilskuere i Odense igen? Her skal Thomas hjælpe med at skubbe på med sin enorme dedikation, lyder fra Klaus Rasmussen, der udover at være formand for Ligaforeningen ligeledes er administrerende direktør for SønderjyskE. 

Der er også lagt op til, at Metal Liga klubberne fortsætter et stadigt tættere samarbejde omkring forskellige tiltag, der optimerer hverdag og økonomi.  Allerede nu har klubberne lanceret en fælles Metal Liga-portal og et fælles billetsystem, og der er flere tiltag på vej, som giver klubberne både kommercielle og økonomiske fordele.

- Jeg ser et næsten uendeligt potentiale i vores Metal Liga. Vi har et rigtig stærkt felt af klubber og gode og dygtige mennesker, der har et hav af gode idéer. Det bliver min opgave at strukturere idéerne og sætte dem sammen til skarpe tiltag. Jeg glæder mig til – som den første person nogensinde i dansk ishockey – at kunne dedikere mig fuldt og helt til den kommercielle udvikling af sporten, siger Thomas Bjuring.

Pirates-direktørens nuværende arbejdsgiver og bestyrelsesformand, Morten Fals, udtaler om skiftet:

Vi er naturligvis glade for, at Thomas bliver i sporten og fremadrettet i en funktion, hvor han stadig vil være til stede i og omkring Aalborg Pirates. Thomas vil uden tvivl blive et stort aktiv for sporten og dennes udvikling. Thomas arbejder benhårdt, innovativt og eksekverer på et uset højt niveau og det vil uden tvivl være til gavn for hele sporten herunder også Aalborg Pirates.

Direktør Ulrik Larsen, Danmarks Ishockey Union:

- Jeg er stensikker på, at DIU og landsholdene også kommer til at få gavn af Thomas’ arbejde. Der er masser af kommercielle muligheder, som vi kommer til at rykke og udvikle os på med denne ekstra ressource. Nu har vi for første gang en mand ”in-house” til den del af arbejdet, og det glæder vi os meget til. Jeg har store forventninger, siger Ulrik Larsen


Skarpe Herning snuppede tre point i Frederikshavn CONTINENTAL CUP: Grodno snuppede tre point i åbningskampen