Selvom Odense kørte Esbjerg over med 3-0 i første periode og førte med 6-2 syv minutter inde i tredje periode, så nåede kampen alligevel at blive spændende i slutfasen, hvor Esbjerg med tre mål på otte minutter formåede at komme på 5-6. I sidste ende blev Esbjergs mange personlige fejl, uopmærksomhed og til tider ganske sløsede forsvarsspil dog for dyrt, og Odense kunne dage hjem med en ganske fortjent sejr.

Esbjerg Energy – Odense Bulldogs 5–6 (0-3, 2-0, 3-3)

Esbjerg og Odense krydsede lørdag aften klinger for tredje gang i indeværende sæson. Esbjerg tog imod hjemme i Granly Hockey Arena, hvor der ikke var blevet spillet Metal Liga-ishockey i 17 dage.

Til aftenens opgør stillede Odense uden Mikkel Hansen, Ales Sova, Radek Cip og Henry Hardarson, mens Esbjerg måtte undvære Jonas Bjerrum og Oskar Boel.

Målmandsduellen stod mellem Thomas Lillie og Albert Adamsen.

Odense tromlede hen over Esbjerg i åbningsperioden

Det startede egentligt glimrende for Esbjerg. Der var et fornuftigt flow og tempo i spillet fra første periodes indledning, hvor Valdemar Ahlberg efter fire minutters spil blev sat op til afslutning midt i slottet. Men desværre for Esbjerg overplacerede Ahlberg sin afslutning.

Rasmus Bjerrum trak kampens første udvisning for en tripping efter fem minutter. Esbjerg havde fint styr på gæsterne i de efterfølgende to minutters undertalsspil, hvor Odense-powerplayet ikke kom frem til det store.

Tilbage i spil fem mod fem satte Esbjerg sig igen på begivenhederne. Felix Scheel kunne have bragt Esbjerg i front efter otte minutter, da han sled sig igennem gæsternes defensiv og fik lagt en glimrende baghåndsafslutning på mål.

Momentet efter sendte Phillip Schultz en afslutning på stolpen bag Perhonen og et halvt minuts penge senere var det Søren Nielsen, der sendte en lumsk afslutning lige forbi fjerneste opstander. Esbjerg havde kampens momentum – nåede man kun lige at tænke.

Herefter blev et øjebliks uopmærksomhed bag Esbjergs mål dyrt. Simon Grønvaldt fik ikke ekspederet pucken væk og i stedet fik Odense prikket den ind foran mål, hvor Lukas Nielsen takkede for den gratis mulighed og sendte pucken ind under Thomas Lillie til fynsk føring på 0-1.

Esbjerg-spillerne begyndte at vakle og efter 13 minutter var det kun en stor redning af Thomas Lillie der forhindrede, at Mikko Virtanen på en friløber fordoblede Odenses føring.

Efter godt et kvarter var selvsamme Lillie dog prisgivet, da Odense efter en enkel recept øgede til 0-2. Mikko Virtanen og Jonatan Tanus kombinerede sig i fællesskab igennem Esbjergs defensiv og fik sat Nicolai Weichel op til afslutning. Odense-kaptajnen gjorde kort proces, da han sikkert sendte pucken op i fjerneste målhjørne, mens Esbjerg-defensiven kiggede lige lovligt meget på.

Et par minutter senere blev ondt værre for Esbjerg, da Odense udbyggede føringen til 0-3. Igen var det en fejl i den vestjyske defensiv der kostede, da Travis Brown mistede pucken på vej fremad banen. Odense slog hurtigt kontra og på friløberen var det Oliver True, der dygtigt og sikkert sendte pucken i kassen via overliggeren.

Esbjerg bragte spænding tilbage i kampen

Anden periode var kun 39 sekunder gammel, da det blev Esbjergs tur til at udnytte en fejl hos gæsterne. Den fynske defensiv var således ikke afstemt, da en hurtigt opfattende Felix Scheel fik sat Grayson Downing perfekt op til afslutning tæt under mål. Her svigtede Downing ikke, da han resolut first timede pucken i kassen til 1-3.

Stemningen i Granly Hockey Arena fik yderligere et løft otte minutter senere, da Esbjerg reducerede til 2-3. I situationen var det Kale Kerbashian der trykkede af og ramte Adamsens benskinne, så pucken gled direkte ud til en fremstormende Simon Grønvaldt, der sikkert eksekverede på gæsternes keeper.

Som man nærmede sig et kvarter afviklet af anden periode var heldet et par gange i høj grad med Esbjerg. Først måtte Nicolai Weichel se sit forsøg ramme stolpen helt rent og et halvt minuts penge senere måtte Jeff King agere redningsmand, da han fik ekspederet pucken væk helt inde på målstregen – i øvrigt i undertal.

Esbjerg fik chancen for at spille i overtal i halvandet minut mod periodens slutning. Vestjydernes Travis Brown sad udvist for interference, da gæsterne kiksede en udskiftning og sendte for mange spillere på isen. Hjemmeholdet formåede dog ikke at få skabt de helt åbne chancer ved den lejlighed.

Odense trak fra - og Esbjerg halede ind

Set med Esbjerg-øjne, så var starten på tre periode lige så katastrofal, som slutningen på første. Igen stod de personlige fejl og de svigtende markeringer nærmest i kø, da gæsterne på mindre end fire minutter gik fra 2-3 til 2-6.

Sebastian Ehlers udnyttede, at Esbjergs markeringer svigtede efter fire minutter, da han fandt Mathias Mølgaard, der usvigeligt sikkert sendte pucken i nettet til 2-4.

2-5 blev det mindre end tre minutter senere, da Gorm Topholt med en tværpasning dybt i zonen splittede Esbjergs defensiv, så Topi Piipponen med en fornem afslutning kunne brage Odense foran med tre.

Vestjydernes defensive arbejde lod også meget tilbage at ønske ved målet til 2-6, hvor Esbjerg selv smed pucken væk og gjorde arbejdet relativt let for gæsternes Rasmus Simonsen, der fulgte op på fynboernes omstillingsspil, der blev igangsat af Oliver True og Lukas Nielsen.

Esbjerg-træner Jason Jaspers udbad sig en time out og tre minutter senere faldt Esbjergs første reducering. Efter lidt hurtigt småspil tæt under mål endte pucken hos Henrik Clausen, der havde sidste stav på målet til 3-6.

To Odense-udvisninger indenfor 18 sekunder gav Esbjerg fornyet håb i slutfasen. Værterne havde med andre ord mulighed for at spille fem mod tre i 1:42 og blot 13 sekunder senere blev det 4-6, da Esbjerg efter et massivt pres nærmest fik mast pucken ind over stregen. Felix Scheel havde sidste stav på i den forbindelse.

Esbjerg sendte nu en ekstra markspiller på isen og spillede således seks mod fire. Med 1:46 tilbage fik Andreas Grundtvig med en glimrende pasning splittet gæsternes box play og Craig Puffer kunne hamre pucken i kassen til 5-6.

Men trods hårdt pres, ekstra markspiller og en udvisning hver vej i det sidste minut, så kom Esbjerg aldrig tættere på og Odense snuppede fuldt fortjent alle målfestens tre point.


Så var det Rødovres tur til at vinde marginalerne CONTINENTAL CUP: Pirates tog et stort skridt mod Super Final