Mathias Bau er prikken over i'et hos et foreløbig ret giftigt Blue Fox-mandskab - anden del af vores sommerbarometer lige her

Herning Blue Fox vil have guldhjelmene tilbage igen.

Man kan ikke fortolke anderledes i forhold til den danskertrup, der er hentet ind til den kommende sæson. Den er formentlig tæt på komplet, og den ser skræmmende stærk og ikke mindst uhyre bred ud. 

Målmandsteamet er solidt. Simon Nielsen var ikke i topform i den første halvdel af sæson 2018/19, men hans form steg med Hernings meget stærke sidste 25 kampe i grundspillet. Fortsætter han der, er han en solid ankermand for Blue Fox. Albert Adamsen står til 6-8 grundspilskampe med stigende rutine, men kommer måske nu og da til at konkurrere med Frederik Søgaard om pladsen som back up. Både Adamsen og Søgaard har fint potentiale og er målmænd som Ben Cooper roligt kan bruge, når Nielsen skal have et hvil. 

Med Patrick Madsen tilbage, er der rigelig med backer klar hos Herning. Daniel Nielsen vil have et guld, inden han stopper, Rasmus Nielsen er en over-gennemsnittet back og Nicolai Weichel er blevet stærkere i sidste sæson. Personligt har jeg store forventninger til Bjørn Uldall, der på sine bedste dage - inden han midlertidigt stoppede karrieren - var et af ligaens største backtalenter, måske endda mere end det. 

Han er en spillende og meget seværdig back. Jakob Jessen og Andreas Sørensen står lige nu som sjette- og syvendeback, men de bliver formentlig rykket en tand eller to ned, når der kommer imports. Begge har bevist, at de kan spille Metal Liga.

Vi gætter på, at Reid McNeill vender tilbage, hvis og når parterne bliver enige, og spørgsmålet er, om Martin Struzinski også satser på at få enten Flanagan eller Kostromitin tilbage igen. Det kommer an på markedet. 

Lasse Lassen er stoppet og det er naturligvis et stort tab for Blue Fox, men en Mathias Bau er hentet ind som en passende erstatning, dog som en helt anden type af angriber. Bau kommer med kæmpe tyngde, og vil på en god sæson være i stand til at lave lige så mange point som Lassen. Den lange Bau skal dog finde sit spil efter en lidt skuffende sæson i Dornbirn i Østrig.

Jeg tror på, at Anders Poulsen - hvis han undgår skader - stadig har det i sig - og han vil formentlig være stærkt opsat på at tage et mesterskab med brormand Morten, inden de stopper karrieren. Der er et par skud eller tre tilbage, hvis fysikken holder. Forvent også, at Markus Jensen spiller for en chance i Sverige eller Tyskland, og han har potentiale til at lave 40 point igen.

Kristian Jensen er kommet ind som en fuldgod erstatning for Joachim Linnet, og så har Herning en ung garde, der ønsker mere spilletid i fjerde- og eventuelt tredjekæden. Og så er der altså plads til tre-fem imports, alt efter hvordan Martin Struzinski spiller sine kort. Forvent også, at der er en eller to imports, der vender tilbage med Mark MacMillan eller Cameron Brace (hvis han er til at betale) som favoritter. 

I det hele taget fremstår Herning, hvis holdet rider videre på bølgen fra i fjor, som en meget stærk kandidat til stadig at være tophold i den kommende sæson. 


Sommerbarometer: Det kan gå begge veje for SønderjyskE Sommerbarometer: Finder Aalborg Krogsgaards afløser?