TV2 PLAY-KOMMENTATOR Jannik Sønderby analyserer den kommende semifinaleserie mellem Pirates og Eagles. Der er store roser til ørnene, men alligevel fordel til det brede og skarpe Aalborg-mandskab, vurderer han

I aften begynder semifinalen mellem Aalborg Pirates og overraskelsen fra Herlev Eagles. Det er grundspillets nummer et mod nummer seks og en gentagelse af de to seneste sæsoners kvartfinaler, som Aalborg begge vandt med 4-0.

Jannik Sønderby, TV2 PLAY-kommentatorer, har kommenteret adskillige Herlev-kampe i indeværende sæson og har også et taget et godt og grundigt kig på Aalborg i indeværende sæson, når nordjyderne har været på sjællandsk is.

Her er hans vurdering og analyse af serien:

Herlevs gode rytme
Herlev skøjtede sig forbi Odense i en ganske underholdende serie, hvor det ’endelig’ lykkedes for ørnene at avancere i et slutspil. Det gav glæde i Herlev-lejren, optimisme og tro på egne evner, for det var en stor skalp at nedlægge et velsmurt hold fra Odense med 4-2 i kampe.

Omvendt hårdt var det for Aalborg Pirates, som i kvartfinalen stod overfor finalemodstanderne fra sidste sæson Rungsted Seier Capital. Rungsted chokstartede med storsejr i Aalborg, og resten af serien bød på masser af tacklinger, nærkampe, slåskampe og tætte opgør.

Aalborg klarede skærene i syvende og sidste kamp på egen is; uden for alvor at imponere. Det gav ridser i den ellers så velpolerede nordjyske ishockeymaskine. Rytmen virker alt andet lige bedre hos Herlev end hos vinderne af grundspillet, og selvtilliden ved at have klaret kvartfinalen, bliver svær for Aalborg at pille fra Herlev.


Aalborg er suveræn mod ørnene

Aalborg har ellers statistikken og historikken på deres side. Herlev har klaret sig notorisk dårligt i playoff, og i de seneste sæsoner er Herlev blevet kørt over af piraterne. De seneste to sæsoner har de to hold mødt hinanden i kvartfinalen, og begge gange er det endt med 4-0 i kampe til Aalborg.

Kigger man videre på de indbyrdes kampe, så tegner der sig et lige så klart billede. Herlev har kun vundet en kamp ud af de seneste tretten opgør; 2-1 efter straffeslag. De tolv andre kampe har Aalborg vundet suverænt med en samlet målscore på 60-21!

Så Herlev skal se deres mareridt direkte i øjnene i denne semifinale. Kan de ryste tidligere tiders resultater ud af tankerne, og vende det til egen fordel? Vil Aalborg finde trøst i, at de jo ’plejer’ at have styr på Herlev, og dermed gøre det til business as usual?


Herlev vs. Aalborgs fire kæder

Herlev blev ikke kørt ud af banen af Odenses fire dynamokæder, og det overraskede nok en del ishockeyfolk. Ej heller virkede Herlevspillerne slidte af et opskruet tempo mod Odenses fire angrebskæder. Herlev formåede at skøjte med og udfordrede gang på gang Odenses defensiv. Og når de ikke selv var spildominerende, fik de lukket fornuftigt af foran Horak i målet.

Herlev fik presset spillet ud i hjørnerne i egen zone, og selvom de tillod et enormt antal skud på eget mål, så var de fleste fra distancen eller lidt skæve vinkler.

Kan de så gøre det samme mod Aalborg? På mange måder minder Aalborgs hold lidt om Odense. Begge mandskaber kører med fire angrebskæder, som besidder både power, fart og målnæser.

Læg hertil nogle offensive backs, som gerne tager del i både opspil og spillet i zonen. Som Herlev gjorde det mod Odense, så lykkedes Rungsted også med, at holde flere af Aalborgs notoriske målscorere fra fadet.


Aggressive Aalborg

Hvor Aalborgs kampe mod Rungsted var tunge, fysiske og fyldt med nærkampe i samtlige syv kampe, så var der en anderledes lethed over opgørende mellem Odense og Herlev. Kun ganske få gange i serien, var der optræk til ballade, og det skal spillerne fra Herlev være opmærksomme på.

Aalborg kommer fra ’en krig’, hvor de overlevede i sidste kamp, og de kører formentlig videre i samme spor onsdag aften på egen is. Aggressive, offensive og på jagt efter det tidlige overtag i serien, som de ikke fik skabt i kvartfinalen. Det fysiske aspekt kan være en af nøglerne til denne serie, for vil det lykkes for Aalborg at tackle sig til et overtag, eller kan Herlev fighte og skøjte sig til sejrene?


Jakobsen og kynismen

Disciplinen bliver som altid afgørende i ishockey, og det skal være i højsædet i denne serie. Ingen af holdene har vist sig frem i powerplay hidtil i slutspillet. Aalborg har scoret fire mål i powerplay, og har så også lukket seks mål ind i undertal. Herlev scorede kun to gange mod Odense i overtal, men lukkede fem mål ind i boxplay.

Men måske de to hold ikke scorer til højre og venstre i special teams, men derfor er der grund til at undgå udvisningerne alligevel. Det bryder rytmen på holdet, i kæderne, når der er en der skal sidde over, eller der ændres i formationerne til powerplay.

For Herlev betyder det ligeledes, at der bliver trukket store veksler på flere af de bærende spillere, da det ofte er de samme spillere som både afvikler over- og undertal for ørnene.

Disciplin kommer også til udtryk i at kunne tænke kynisk og klart. For det er altid det simple spil, det hårde arbejde og det tunge træk, der vinder kampe i slutspillet. Julian Jacobsen efterlyste dette aspekt i aalborgensernes spil tidligt i serien mod Rungsted.


Aalborg er favorit

Aalborg er favoritter til de kommende kampe i semifinalen mod Herlev. Nordjyderne har på papiret et bredt og solidt hold. Pirates skal ud at dominere kampene og diktere tempo og intensitet. Herlevs chance bliver at vælge angreb og omstillinger med omhu. At forsøge at fange Aalborg i midtzonen, eller hvis de kommer for langt frem med deres backer.

Herlev er bare superdygtige til at vende spillet lynhurtigt, og frem for alt, er de gode til at gøre halve chancer til store målchancer. Herlev overrumplede gang på gang Odense med både kontraspil og længerevarende tryk i offensiv zone.

Herlev skal satse på få spilstationer, hurtige pasninger og direkte spil, mens Aalborg omvendt nok skal knokle lidt mere for deres mål. Aalborg skal være tålmodige i sit spil og bevare trykket på Herlevs mål, og på denne måde få arbejdet sig ind i ’slottet’ til bedre afslutningsmuligheder. Det gælder både på ude- og på hjemmebanen.

 
Horak mod Sørensen

På målmandsposten er der en lille fordel til Herlev. Horak har været fremragende; både i sæsonen, men også i kvartfinalen mod Odense. Holdet foran Horak skal også have ros for det hårde defensive arbejde, men den tjekkiske keeper disker altså op med nogle store redninger, når der er brug for det.

Der bliver tilladt et absurd antal skud på Horak, og det er med til at booste hans redningsprocent, men Aalborg skal diske op med noget særligt, for at få overlistet Herlevs målmand.

George Sørensen i Aalborg-målet har også spillet sig op efter udskiftningen i kamp et mod Rungsted, og har været en god og sikker sidste skanse for Aalborg. Sørensen skal være varm de få gange i hver kamp, hvor Herlev slipper igennem til afslutninger, og kan han holde stand, tegner det godt for mesterskabsfavoritterne.

Aalborgs mange angribere

Aalborg har et sandt overflødighedshorn af målfarlige angribere. Både med udenlandske pas, men så sandelig også danskere, der kan afgøre enhver kamp. Men det har knebent noget med at få gang i diverse målscorere hidtil i slutspillet. Julian Jakobsen står noteret for 8 points (3 mål + 5 assists) og herefter kommer Matt Salhany (4 mål + 1 assist) og Trevor Gooch (2 mål + 3 assists) med 5 points.

Det er hæderligt, og hvis man også kan få tændt op under Spelling, Ladehoff, Jul Korsgaard, Højbjerg-brødrene, Bjørkstrand, Rollin Carlson og Kabanov, så begynder det for alvor at se brugbart ud for nordjyderne.

Omvendt har Herlev god gang i alle profilerne indtil videre. Specielt Matthias Asperup med 10 points (4 mål + 6 assists) har været flyvende i samarbejdet med Jonsson og Lindqvist-Hansen. Men også kæden med Popovic, Bertelsen og Åhström har gjort det fremragende. Og så har man i Herlev også gjort det godt med at få unge Cubars helt op i omdrejninger.


Herlevs backlinje er presset på folk

Aalborg har ikke haft de store skader i slutspillet, hvor Herlev dog har været lidt tynde på backsiden, idet Daniel Baastrup udgik med skade inden slutspillet, og Alftberg forsvandt undervejs i kampene mod Odense. Men Anton Johansson er med i meget af Herlevs fremadrettede spil, ligesom Alasaari fylder godt i defensiven, men de får også meget istid.

Det bliver uden tvivl en super spændende omgang hockey de to hold disker op med. Et stærkt Aalborg-mandskab, som har kæmpet lidt med at finde slutspilsflowet, mod et Herlevhold, som har overrasket med frisk angrebshockey og en solid defensiv. 


Morten Poulsen: Lige rigeligt indianerhockey 10-5 efter opvisning af Morten Poulsen og co.