SønderjyskE sagde farvel og tak til Metal Final4 i den forgangne uge, hvor nederlag i Aalborg og Frederikshavn kostede pladsen blandt de fire bedste efter 16 spillerunder.
Det var powerplay-spillet – eller mangel på samme – der kostede dyrt i Frederikshavn, skitserer SønderjyskE-sportschef Kim Lykkeskov i Der Nordschleswiger og konstaterer, at sønderjyderne nu skal have lidt luft inden næste opgave.
- Nu går vi først og fremmest ind i landsholdspausen, får hovederne fri og angriber derefter de resterende 32 kampe i grundspillet. Der er ingen grund til panik. Man kan altid finde point, som man har givet væk, men meget havde set anderledes ud, hvis ikke vi havde smidt 5-2-føringen mod Herlev.
- Tre point der, og vi havde talt om noget andet lige nu. Om to uger skal vi forsøge at komme videre til finalen i Continental Cup. Det er vores næste delmål, siger Lykkeskov til Der Nordschleswiger.
SønderjyskE spiller mod Ferencvaros, Amiens og Nottingham Panthers i dagene 15.-17. november i Frøs Arena i Vojens.