Frøs Arena-byggeriet var i sin tid inspireret af Lindab Arena i Ängelholm

SønderjyskE trak i går en særdeles attraktiv, men sportsligt meget vanskelig åbningspulje i Champions Hockey League. Modstanderne i den kommende bliver Red Bull München, EV Zug og svenske Rögle fra Ängelholm i Skåne, og ikke mindst sidstnævnte modstander har sønderjyderne et godt forhold til. 

Det var nemlig Lindab Arena i Ângelholm, der op mod åbningen af den nye arena i Vojens, var en stor inspirationskilde til opbygningen af den nuværende Frøs Arena.

- For det første er det jo nærmest et "lokalderby". Der er kun lidt længere derop end til Rungsted. Af de tre udekampe glæder jeg mig især til at møde Rögle. Dengang tog vi jo til Ängelholm og lod os virkelig inspirere af deres arena, og nu spiller vi igen deroppe ti år senere, siger Klaus B. Rasmussen, SønderjyskE's direktør, til Der Nordschleswiger. 

Sønderjyderne håber på, at udekampen mod Red Bull München og EV Zug bliver fastsat i en og samme "kørsel" for at spare penge og kræfter. Køreturen mellem de to byer tager fire timer. 

SønderjyskE's træner Mario Simioni gav i går følgende skudsmål af modstanderne og puljen til klubbens hjemmeside.

- Zug vandt 40 ud af 52 kampe i grundspillet i den schweiziske liga på vej til mesterskabet. Det er imponerende og kan ikke gøres meget bedre i en så stærk liga. Zug er uden tvivl et af de allerbedste hold i Europa.

- Rögle er en klub på vej frem. Det er lidt en eventyrhistorie, som da vi brød igennem med vores mesterskab tilbage i 2006. De kommer fra en fantastisk sæson med næsten 100 point og sølvmedaljer i den svenske liga. Det bliver også en lækkerbisken fra allerøverste hylde for vores tilskuere. Og så gør det heller ikke noget, at rejsetiden til dem ikke er lang.

- Red Bull München har de seneste sæsoner haft Don Jackson som træner. Han er en af de trænere, som har vundet flest mesterskaber i topishockey. Sammen med Mads Christensen vandt han en række titler med Eisbären Berlin, inden de sammen også vandt flere år i træk i München. Jacksons hold spiller altid en aggressiv ishockey.

SønderjyskE's gruppekampe spilles på følgende datoer: 

1. runde: 26./27. august 2021
2. runde: 28./29. august 2021
3. runde: 02./03. september 2021
4. runde: 04./05. september 2021
5. runde: 05./06. oktober 2021
6. runde: 12./13. oktober 2021


CHL: Rungsted-boss: Logistikken er svær, sportsligt har vi gode chancer HERNING BLUEFOX møder Todd Bjorkstrand i spændende testkamp