I en kamp der var mere præget af fight end poleret ishockey trak SønderjyskE det længste strå. Mikkel Jensen blev matchvinder efter en kamp hvor Nicolaj Henriksen vandt keeper-duellen klart.

Herning Blue Fox-SønderjyskE 2-3 (0-0, 2-2, 0-1) SønderjyskE fik en vigtig sejr over Herning i aften, hvor det femte opgør mellem de to gamle rivaler i denne sæson endte med den femte rene udesejr. Denne gang var det SønderjyskE, der fik revanche for det seneste forsmædelige nederlag hjemme i Vojens.

Rasmus Lyø fik allerede efter ét minut kampens første udvisning, og han kunne takke Oliver Gatz for at få staven på en afslutning fra Brodie Dupont. Den afslutning havde Nicolaj Henriksen næppe fået handsken på.

Dermed fik Herning ikke udnyttet muligheden for en regulær drømmestart, mens de få tilskuere kunne konstatere at Ben Cooper  havde roteret i kæderne siden nederlaget i Rungsted.

Afslutninger var der ikke mange af i de efterfølgende minutter, men det var ved at brænde på for værterne da Mads Ellers i bedste baseball-stil slog til en puck i luften. Kastanjerne blev dog reddet ud af ilden for Herning.

Nicolaj Henriksen leverede varen i målet midtvejs i perioden, da Brodie Dupont ellers på eminent vis styrede pucken ned isen, og man fornemmede, at Blue Fox fik momentum i kampen.

En stor defensiv blunder fra gæsterne gav hjemmeholdet den næste store chance, men Markus Jensen fik aldrig afsluttet ordentligt og sekunder senere brændte Mark MacMillan en halv friløber.

Mads Eller fik lidt senere både tid og plads helt inde foran Simon Nielsen, men sidstnævnt blev den store i duellen. Et afsluttende powerplay gav heller ingen scoringer, og perioden sluttede derfor uden scoringer. 

Målene indfandt sig

Herning lagde sig på ny i offensiven, men ligesom i første periode savnede afslutningerne den sidste kvalitet. Markus Jensen blev grebet ud efter en ganske stor chance.

Kvalitet var der til gengæld masser af kort efter. Mathias Bau kunne efter et nydeligt opspil sætte pucken i kassen via stængerne. Fortjent 1-0 føring til Herning kort inde i anden periode.

Herning fik et powerplay kort efter, og det var en kærkommen mulighed for at distancere gæsterne yderligere. Det gik det stik modsat, da Oliver Gatz langt ude fra kunne sætte pucken op i krydset. Ganske givet en puck Simon Nielsen skulle redde.

De 1-1 blev dog hurtigt vekslet til ny føring for værterne. Kristian Jensen kunne passere Henriksen med et hårdt håndledsskud og så stod der 2-1 til Blue Fox.

Simon Nielsen måtte dog redde sit hold to gange i streg da henholdsvis Steffen Frank og Mads Eller kunne afslutte fra gode positioner. Det var derfor ingen overraskelse, at allestedsnærværende Mads Eller også kunne skrabe udligningen i kassen.

SønderjyskE fik et powerplay mod afslutningen af perioden, men værterne holdt stand og dermed 2-2 inden tredje periode.

Sønderjysk jubel

Helt lige inden de sidste 20 minutter, men stadig Herning som skabte mest. Et hårdt skud gav en retur som Morten Poulsen  efterfølgende var tæt på at skrabe i kassen fra en spids vinkel. 

Thomas Andersen fik en udvisning for at følge op på en afslutning, hvor det viste sig at Henriksen ikke havde kontrol over pucken. Herning red dog stormen af uden gæsterne blev nærgående.

Morten Poulsen bød sig igen til med en afslutning direkte efter en faceoff. I den anden ende var Martin Eskildsen centimeter fra at kunne udnytte en sønderjysk omstilling.

For tredje gang havde Morten Poulsen et godt forsøg, men hans knaldhårde slagskud blev på ny reddet af Henriksen. Igen af de to  hold formåede at spille sig igennem til de store chancer, og chancerne beroede på enkeltmandspræstationer eller tilfældigheder.

SønderjyskE strøg på ny i powerplay, men heller ikke denne gang blev gæsterne for alvor farlige.

De fik dog endnu en chance kort før tid da Nicolai Weichel lidt uheldigt fik vippet pucken ud over banden. Mikkel Jensen kunne med baghånden hælde pucken ind bag en ikke helt sagesløs Simon Nielsen. 

Ben Cooper tog sin time-out med 1:13 tilbage på klokken og Simon Nielsen blev trukket ud uden at det gav pote for værterne, der dermed for anden gang på stribe kunne skøjte ud uden point. 


Tæt kamp endte med Herlev-sejr i straffeslag Topholdet storsejrede hos tilbagevendte Rødovre