Stor international erfaring til sønderjydernes backlinje

Alexander Ytterell er tilbage i dansk ishockey. Mange husker ham fra Frederikshavn White Hawks, hvor han i en ung udgave spillede for nordjyderne. 

Nu er han tilbage efter en lang international karriere. Han præsenteres således af Sønderjyske, der dermed har sin første udenlandske back på plads.  

Den 35-årige svensker kommer til Vojens med stor erfaring og mange sæsoner på højt niveau bag sig. Ytterell er en offensivt orienteret back med et godt blik for spillet, stærkt skøjteløb og kvaliteter med pucken, som skal være med til at tilføre endnu en dimension til det lyseblå forsvar.

Dansk ishockey er heller ikke ukendt land for svenskeren. Tidligere i karrieren spillede Ytterell to sæsoner for Frederikshavn White Hawks, inden karrieren fortsatte i Sverige, Finland og Norge. Senest har han spillet i ICEHL for Ferencvárosi TC.

Gennem karrieren har Ytterell opbygget en solid rutine fra flere stærke europæiske ligaer. Han kommer derfor til Sønderjyske med både erfaring og en offensiv værktøjskasse, der skal bringes i spil på et hold, hvor ambitionerne er klare.

Sportschef Kasper Degn udtaler:
"Vi er sikre på, at Alexander passer rigtig godt ind på holdet og har den profil, som vi har søgt for at styrke vores hold. Han er en dygtig back med et godt skøjteløb og et rigtig godt blik for spillet.

Han kommer med rutine og erfaring fra mange sæsoner i gode ligaer og har den rette indstilling og karakter til at være med til at bringe holdet mod succes i sæsonen. Alexander får stor betydning for os – både på isen og i omklædningsrummet."

Med tilgangen af Alexander Ytterell får Sønderjyske Ishockey dermed en erfaren back, som kender til dansk ishockey, og som samtidig kommer tilbage med mange års yderligere international erfaring i bagagen.


Esbjerg i målrus i Odense i første halvdel af den første testkamp