Vi kæmper med alt, hvad vi har, siger SønderjyskE's administrerende direktør, der er en af få medarbejdere tilbage i butikken

Nøjagtig som alle andre klubber er SønderjyskE presset, men til forskel fra de andre klubber i ishockeybranchen har SønderjyskE fire hold "at passe på". Sønderjyderne har - bortset fra de yderst nødvendige personer - sendt samtlige medarbejdere hjem på grund af Corona-krisen, og det gør ondt. 

Ikke blot på økonomien, men også på direktør Klaus B. Rasmussen, der har været med hele vejen og nu må se SønderjyskE-koncernen stå fuldstændig stille.

- Vi ved ikke, hvor vi står, når alt det her er forbi. Jeg vil ikke forudsige noget, men lige nu er det ikke noget tema. For SønderjyskE gælder det om at overstå det her uvejr og forblive i live, siger han til Der Nordschleswiger. 

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at det her ikke bringer SønderjyskE i livsfare, men der er ikke nogen garantier. Vi står i en lang kø af virksomheder i underholdningsbranchen, der er under et voldsomt pres. Vi kæmper med alt, hvad vi har, siger han - og taler altså her om den samlede sønderjyske koncern.

Også SønderjyskE er nu begyndt at tænke over hjælpeaktioner, der skal skubbe organisationen den rette vej igen. Klaus B. Rasmussen håber i første omgang på at samle 5.000 tilskuere til den første kamp i Champions Hockey League i sensommeren og 10.000 mennesker til pokalsemifinalen i fodbold mod Horsens. Det vil være en stor hjælp for organisationen.

Klaus B. Rasmussen er ligeledes formand for Ligaforeningen i ishockey, og med den kasket på siger han følgende om ishockeysporten. 

- Alle klubber er for øjeblikket hårdt ramt, men jeg er mere optimistisk end for to uger siden. Jeg tror på fremtiden for den danske liga og her tæller SønderjyskE også med, siger Klaus B. Rasmussen til Der Nordschleswiger. 

 

 


Esbjerg-boss: Der skal skæres på trænerbudgettet, måske tid til noget nyt Dem kan Aalborg og SønderjyskE møde: 29 hold klar til Champions Hockey League