Dårlige nyheder for SønderjyskE, der mangler en af sine nøglespiller i fire til seks uger.
I værste fald er Rasmus Lyø ikke med ved Metal Final4, der spilles 17.-18. februar i Aalborg.
Det skriver Der Nordschleswiger, der har talt med Lyø, der har brækket en knogle i fingeren. Det skete i SønderjyskE's kamp mod Herning i fredags.
- Jeg ved ikke, hvordan det skete. Da jeg skulle på isen i det næste skift efter jeg havde scoret (til 2-2), mærkede jeg pludselig smerter i hånden og måtte en tur i omklædningsrummet. Desværre var noget brækket. Jeg skal have armen i gips i de næste fire uger. Det er et dårligt tidspunkt og rigtig træls, siger Rasmus Lyø til Der Nordschleswiger.
SønderjyskE var i forvejen på udkig efter en back som import nummer ni, men det udkig bliver nu intensiveret, siger administrerende direktør Klaus B. Rasmussen.
- Vi har haft rigelig med skader i den her sæson, og går ud fra, at Lyø er ude i seks uger. Samtidig håber vi, at han bliver klar til Metal Final4, siger han.
- Det har klart været et tema at hente en udenlandsk back, og det tema er ikke blevet mindre efter Lyøs skade. Vi har kigget os omkring, men har ikke et navn på hånden. Det hele skal passe, og en eventuelt ny mand skal også skulle kunne acceptere den rolle, han får hos os. Det kan også være, at vi skal klare os uden en ekstra back i den tid, Lyø sidder ude, siger Klaus B. Rasmussen til Der Nordschleswiger.