Efter to jævnbyrdige perioder fik sønderjyderne for alvor gang i sagerne i de sidste 20 minutter

SønderjyskE-Frederikshavn White Hawks 6-2 (0-0,2-2,4-0)  SønderjyskE og White Hawks stod i aften ansigt til ansigt for fjerde gang denne sæson og for fjerde gang, blev det hjemmeholdet, der trak det længste strå.

Længe var det siden, sønderjyderne havde vundet hjemme i Frøs Arena, men i aften kom forløsningen med en 6-2-sejr.

Trods en decimeret trup og tre kampe på fem dage kunne man fortjent sætte tre point på kontoen, efter en match hvor nordjyderne blev sat til vægs i tredje periode.

Matchens første nærgående forsøg kom fra gæsternes Beukeboom, der testede Patrick Galbraith i hjemmeholdets mål.

I modsatte ende var det Brendan Harms, der satte Emil Bejmo op, og så havde begge hold fået sat første aftryk i kampen.

Da Mathias Borring efter mindre end fem minutter røg til afkøling for en udvisning begået i offensiv zone, var det blot den første af en række udvisninger til sønderjyderne i første periode.

Beukeboom og Mads Larsen havde gode forsøg fra distancen, men boksen holdt stand hos hjemmeholdet.

Man var dog knapt blevet fuldtallige, før Mads Eller overtog pladsen i værternes straffeboks, men heller ikke her slog udeholdet kapital.

Faktisk var det SønderjyskE, der var tættest på, da Brendan Harms stjal pucken og spillede Steffen Frank fri tæt under mål. Men 550-kamps jubilaren blev den lille i duellen med Seldrup.

Spillet blev mere rodet midtvejs i perioden, og der var langt mellem chancerne.

Et par gange var hjemmeholdet lidt langsomme i udskiftningen, og det gav pludselig en stor chance til nordjydernes Jesper Jensen midt for mål, men Galbraith klarede skærene for SønderjyskE .

Kort før pausen måtte Daniel Kønig ud og sidde i to minutter, da han måtte bruge ulovlige midler for at rydde op efter sin egen turn over.

0-0 efter tyve minutters ganske jævnbyrdig hockey og White Hawks med fordelen af at kunne starte anden periode i overtal.

Overtallet fik nordjyderne ikke noget ud af.

Underholdende anden periode

Faktisk var det værterne, der kom bedst ud til anden periode.

Og efter bare to minutters spil gav det bonus.

Mads Eller var hurtigst over en returpuck og sendte skiven ind til 1-0 føring til SønderjyskE.

Herefter havde Harms, Biel og Yannick Vedel alle fine muligheder for at øge føringen, men gæsterne havde marginalerne på deres side.

Mads Larsen markerede sig med et godt fremstød, men ellers var det småt med White Hawks i denne del af matchen.

Alligevel kunne gæsterne efter godt otte minutter kvittere.

SønderjyskE havde i flere omgange mulighed for at spille pucken bande ud, men valgte istedet at forsøge at holde i pucken i egen zone.

Det kom til at koste, da gæsterne erobrede pucken og uden de store problemer kunne man spille sig på 1-1 ved Radim Piroutek.

Sønderjyderne havde nu inviteret udeholdet ind i kampen igen og Åkesson var godt midtvejs tæt på at sende nordjyderne i front.

Generelt var det dog værternes periode og og i fem mod fire spil var Cam Brown tæt på atter at bringe sit hold i front.

Man nærmede sig slutningen af perioden og igen var det White Hawks tur til at gæste straffeboksen.

Og denne gang slog hjemmeholdet kapital af chancen.

Bare seksten sekunder gik der, før Steffen Frank sendte pucken helt op i krydset bag Seldrup.

Ganske fortjent føring til hjemmeholdet, men den holdt ikke længe.

Lidt for satset spil i offensiv zone, gav en tre mod to til gæsterne og den udnyttede de dygtigt.

Mike Hammond var hurtigste mand over returen fra første afslutning og dermed var det atter lige på måltavlen. 

Og en på en gang både tilfreds og sammenbidt Mario Simioni kunne gå i kabinen, formentlig med en del notater til sine spillere om i holdets nuværende situation at spille langt mere simpelt, når det strammer til.

Gode notater
Tilsyneladende var det nogle gode notater Coach Simioni havde med til pauseteen, for i tredje periode stod der SønderjyskE på langt størstedelen.

Ganske vist lagde gæsterne ud med en fornuftig chance, men hjemmeholdet viste stor vilje.

Netop vilje viste Yannick Vedel masser af, da han energisk fik fulgt op inde foran mål og sænket pucken til 3-2 efter seks minutter.

Et power play kort efter var tæt på at give pote, da Brendan Harms spillede Mike Little helt fri, men Seldrup med en fin sideforflytning fik reddet kastanjerne ud af ilden for Høgene.

Knapt var nordjyderne dog blevet fuldtallige, før værterne slog til.

Emil Bejmo gjorde forarbejdet og Mike Little med en stærk afslutning sendte hjemmeholdet op med 2.

Ingen sønderjysk gummiarm
Og modsat flere gange tidligere denne sæson, var der ingen gummiarm hos SønderjyskE denne aften. Tværtimod.

Brendan Harms og Mike Little var i spillehumør og sidstnævntes afslutning på mål, fulgte Harms op på, 5-2.

Kampen var lukket og trods et koncentrationssvigt i overtal, der gav White Hawks en friløber, kom sejren aldrig i fare.

Et friskt sats med keeperen ude var gæsternes sidste krampetrækning, men i stedet for en reducering, var det hjemmeholdets Brendan Harms der gjorde sig selv til dobbelt målscorer.

Dermed kunne sønderjyderne for første gang i lang tid fejre tre point på hjemmebane, og det efter en ganske opløftende præstation.

Trods stadig fem stamspillere ude, heraf to med udenlandsk pas, leverede man over tres minutter en absolut godkendt indsats, trods et par skønhedsfejl undervejs.

Bedste mand på isen var Brendan Harms, tæt fulgt af Mike Little, men også Patrick Galbraith i målet tog i den grad revanche for præstationen fredag aften mod Herning.

Hos gæsterne manglede den røde tråd gennem store dele af matchen.

Mads Larsen med et par gode aktioner og Radim Piroutek var de to mest iøjnefaldende hos Høgene, på en aften, hvor holdet aldrig for alvor fandt rytmen i spillet.


VIDEO: Se højdepunkterne fra SønderjyskE-Frederikshavn Herlev viste klassen i tredje periode, kræfterne slap op for Odense