Grundspilstreeren er nu foran med 3-0 i serien mod Rungsted

SønderjyskE-Rungsted Seier Capital 4-1 (1-0, 1-1, 2-0) En råkold tirsdag aften i Vojens dannede rammen om tredje kvartfinaleopgør mellem værterne og de sjællandske gæster. Rungsted skulle forsøge at slå tilbage og komme på tavlen i serien, mens hjemmeholdet skulle forsøge at tage tredje stik.

Udeholdet var bedst i de første fyrre minutter, men SønderjyskE var skarpere og ført an af sprællemanden Pettersson og elegante Mathias Borring satte de tingene på plads i tredje periode.

Det blev en lidt rodet første periode, hvor Rungsted kom med mest vilje og fart. Det var ganske vist værternes Valdemar Ahlberg, der først forsøgte sig, men det var farligere, når udeholdet pressede på.

Steve Whitney var tæt på efter seks minutters hockey, og et par minutter senere brændte det endnu engang alvorligt på foran Petterssons kasse. Hjemmeholdet famlede efter en linie i spillet men efterhånden som perioden skred frem, fik man spillet sig til et par muligheder.

En stor en af slagsen kom, da Oscar Schultze fandt Gabriel Desjardins med en fin pasning. Amerikaneren dog med en forbier. Man skulle et lille kvarter ind i matchen, før måltavlen kom på arbejde. Og det var SønderjyskE, der slog først. Efter et par returer endte skiven hos Jacob Schmidt-Svejstrup, der puffede pucken ind bag Östlund i gæsternes mål, 1-0.

Det var også stillingen efter de første tyve minutter, og det kunne værterne være godt tilfredse med, efter en periode hvor sønderjyderne hang efter Rungsted i flere sekvenser.

Tendensen med et overtag til udeholdet fortsatte i anden periode. Rungsted pressede på og ofte var det især gæsternes amerikanere der voldte hjemmeholdets defensiv store problemer. Det var imidlertid den rutinerede Mathias Asperup, der stod bag en fortjent udligning efter bare tre minutters hockey.

Landsholdspilleren var hurtigst over en retur og så var matchen atter helt lige. Sønderjyderne blev flere gange fanget i lange skift i egen zone og måtte kæmpe hårdt for at forhindre yderligere scoringer imod.

Pettersson havde en håndfuld stærke parader og holdt gæsterne fra fadet. Midtvejs i perioden var der en afventende udvisning til udeholdet og værterne kørte en lynhurtig kontra. Mathias Borring med en perfekt tværpasning til Schmidt-Svejstrup, der hamrede gummiskiven ind, 2-1 til hjemmeholdet.

Udeholdet mistede en smule momentum i minutterne efter, men var stadig nærgående og fik med små tre minutter til pause chancen for at spille fem mod fire.

Sønderjydernes box stod imidlertid godt og fik effektivt klaret ærterne og de kunne derfor tage en kneben føring med sig til pauseteen.

Gassen gik lidt af ballonen hos udeholdet i tredje periode. SønderjyskE lignede at have lidt mere overskud, og godt pisket frem af de mere end 2500 tilskuere tog de styringen de sidste tyve minutter.

Lynhurtige Mathias Borring kom efter knapt seks minutter afsted mod Östlund efter at have afdriblet en Rungsted back og ansigt til ansigt med svenskeren, kørte Borring bukserne af den rutinerede keeper og sendte sønderjyderne på sejrskurs.

Kort efter var der ballade. Malte Setkov gik voldsomt til William Pelletier, men slap til stor undren for hjemmeholdet og dets fans for straf. Resten af matchen måtte Setkov derfor lægge øre til en markant pibekoncert ved hver eneste puckberøring. Den lange back kunne til gengæld indtage blue line i power play to gange i kampens sidste ti minutter.

Værternes box stod imod, og da Rungsted trak keeperen og satsede seks mod fire, lykkedes det Matt Spencer at sætte 4-1 scoringen i tomt bur og dermed definitivt sende SønderjyskE på 3-0 i serien.

Gæsterne fra Nordsjælland skal nu fredag forsøge at forlænge serien, når de hjemme byder inden for til kamp 4. Sønderjyderne skal omvendt forsøge at lukke kvartfinalen, når de tager turen over bæltet i jagten på den altid svære fjerde sejr.


GOALSHOW: SE MÅLENE fra Herning BF-Herlev GOALSHOW: SE MÅLENE fra Odense Bulldogs-Esbjerg Energy