SønderjyskE tog kvartfinalens første matchbold med en 6-2 sejr i den intense tv-kamp.

SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls 6-2 (3-0,2-2,1-0) Der var næsten 4400 tilskuere på plads i Frøs Arena til sjette slag i kvartfinal serien mellem SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls. Blandt dem også et par Esbjerg-supportere, der heppede imod ærkerivalerne i stedet for at bakke op om deres eget hold, der spillede i Frederikshavn.
 
Der var masser af fart i spillet fra starten. Første periode blev ikke den mest målrige, men den mest velspillede. Resten af kampen blev mere præget af fight og intens rivalisering. Tilsat en stribe scoringer. Og endte altså med en relativt sikker gevinst til hjemmeholdet.
 
Første periode startede med højt tempo og der gik ikke længe før, vi fik matchens første scoring. Martin Eskildsen styrede et skud fra Daniel Galbraith og snød dermed Rørth i udeholdets mål. Godt to minutter spillet og der var allerede godt gang i kampen.
 
Udvisningerne sad lidt løst og første mand til at varme bænken i straffeboksen var hjemmeholdets TJ Moore. Udeholdet fik sat Suvanto op til en gedigen mulighed foran Galbraith, men keeperen fik pareret.
 
Desjardins var næste mand til at forsøge sig mod buret. I spil fem mod fem fik han revet sig fri, men afslutningen passerede forbi fjerneste stolpe. Da Frederik Bjerrum gæstede straffeboksen var det småt med chancer til gæsterne, som dog kom til en enkelt afslutning fra blå linie.
 
Anders Førster var tæt på med en styring, men måtte kort efter istedet kæmpe med sine holdkammerater i endnu et undertal. Pucken hoppede omkring stregen ved Galbraith, men sønderjyderne fik clearet og slog kontra. Martin Eskildsen kom afsted på en friløber og satte elegant pucken ind højt bag Rørth. Suvanto var atter tæt på i modsatte ende af isen.
 
Men i næste moment var det gæsternes tur til et smut i straffeboksen. Og her slog værterne til. Fra distancen trykkede Marinaccio af og pucken fandt vej til nettet og en 3-0-føring. Mod slutningen af perioden tog intensiteten til. Mads Eller burde have været en tur i straffeboksen, men slap og istedet måtte Mads Lund og kort efter Steffen Frank i skammekrogen. Dermed fem mod tre til udeholdet i næsten fulde to minutter.
 
Gæsterne fik ikke udbytte af to mands overtal i første periode, men slog til kort inde i de næste tyve minutter. Kyle Wharton var passiv i hjemmeholdets boks og det takkede Asperup for ved at sætte pucken fremragende ind i krydset.
 
Det gav straks fornyet energi til udeholdet, der pressede værterne højt i banen. De kørte hårdt på og der kom flere små bataljer spillerne imellem. Man havde indtryk af, gæsterne opsøgte disse kontroverser for at opsøge udvisninger, der kunne bringe holdet i overtal eller skabe spil fire mod fire.
 
Det lykkedes de med små fem minutter inde i perioden, hvor det blev spil fire mod fire, og så slog Tyrene påny til. Asperup udnyttede Anders Førsters sløsede puckomgang indenfor egen blå linie og trak sig fri. Han blev hooket, men fik alligevel liggende sat Sebastian Bergholdt op og denne eksekverede sikkert til 3-2. Stærk detalje af Asperup.
 
Hjemmeholdet virkede rystet og kort efter forærede Marinaccio gæsterne endnu en chance, men denne gang fik Galbraith lukket af. Sønderjyderne kæmpede for at finde tilbage til spillet fra de første tyve minutter, men det var udeholdet, der var ovenpå.
 
Spillere som Eller og Asperup var nærmest konstant på isen og udfordrede også flere gange SønderjyskEs bagerste rækker. Nicklas Carlsen bød ind med et kvalificeret forsøg, men Galbraith fik pucken pareret med skulderen.
 
Efter knapt et kvarters spil i perioden, var det udeholdets tur til at spille i undertal. Her lykkedes hjemmeholdet med at spille boksen tynd, da Frederik Bjerrum sendte pucken til Prapavessis, der stort set havde tomt mål og ikke svigtede. Det gav fornyet luft til værterne, og det gav afkast minuttet efter. Christian Silfver trykkede af og tæt under mål sendte Mads Lund returen i kassen.
 
Mod slutningen af perioden blev det atter engang spil fire mod fire og lidt senere fire mod tre til Rødovre, da Wharton røg i boksen. Inden gæsterne fik sat rigtigt op, fik man sendt seks spillere på isen. Dermed også en udvisning til udeholdet og spil fire mod fire resten af perioden samt starten af tredje periode.
 
Kampens sidste tyve minutter blev med værterne i den afventende rolle. Tyrene forsøgte at skabe momentum og havde også det meste af spillet i især periodens første halvdel.
 
Igen fik spillere som Mads Eller og Mathias Asperup masser at istid og også Suvanto så man på isen mange minutter. Mål kom der dog ikke ud af det. Heller ikke da sønderjyderne med med små otte minutter på klokken kom i overtal. Christian Silfver fik muligheden frit for mål, men Rørth var sikkerheden selv med gribehandsken. Det lå i luften, at gæsterne ville trække keeperen de sidste minutter, men da Suvanto trak en udvisning, blev det forpurret.
Tværtimod slog SønderjyskE til i power play, da Marinaccio for anden gang denne aften svirpede pucken ind bag Rørth. Kampen var dermed lukket og de sidste minutter forløb stille og roligt. Sønderjyderne dermed i front med 3-2 i serien og har matchbold i Rødovre tirsdag aften. Serien er dog langt fra afgjort.
Gæsterne viste stor moral i dag og stor arbejdsindsats og er bestemt ikke dømt ude på nogen måde endnu. Sønderjyderne havde deres bedste i den ene af de dobbelte målscorere Martin Eskildsen, samt Matt Prapavessis. SønderjyskE var til kampen uden Rasmus Lyø, mens gæsterne måtte undvære keeper Ridderwall i aften. Nyt drama venter tirsdag.

OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls VIDEO: Højdepunkter Aalborg-Herning