Sønderjyderne var skarpest i kampens afgørende situationer i Frøs Arena

Hjemme i Frøs Arena tog et stadig afbudsramt SønderjyskE hold mod Aalborg Pirates.

Før kampen havde sønderjyderne blot formået at hente et enkelt point i sæsonen mod Aalborg Pirates, men det blev der lavet om på i den mennesketomme hal i Vojens.

Et stærkt sønderjysk kollektiv viste vilje og coolness i de afgørende situationer og satte med den opskrift alle tre point ind på kontoen via en 3-1-sejr.

Der var fart over feltet fra start. En to mod en-situation opstod hurtigt til hjemmeholdet, men Jesper Wulff fik afværget med stokhandsken.

I modsatte ende var Aalborg hurtige til at slå igen. Duffy med en stor chance midt for mål, men Patrick Galbraith med en fin parade.

Den tidligere SønderjyskE spiller Josh MacDonald røg i skammekrogen efter små fem minutter. Værterne satte overtalsspillet op og Cam Brown var tæt på at slå kapital, men Wulff fik klaret.

Bedst som udeholdet blev fuldtallige, spillede Prapavessis og Rollin Carlsson et par snedige pasninger til hinanden og sidstnævnte sendte køligt skiven i kassen, 1-0.

Et par yderligere udvisninger fulgte til begge hold, uden der dog sprang de store chancer ud af det.

Men Pirates formåede at skaffe sig et lille overtag i periodens sidste minutter, hvor Patrick Galbraith flere gange måtte hive refleks redninger frem for at holde især Højbjerg-brødrene på afstand.

Jernene var stadig varme fra anden periodes start denne iskold eftermiddag i Frøs Arena. 

Hjemmeholdet lagde godt fra land og såvel Cam Brown som Yannick havde en fordobling af føringen på staven.

Gæsterne svarede imidlertid hurtigt igen.

Den tidligere SønderjyskE spiller Daniel Madsen burde have bragt balance i tingene, men i to omgange misbrugte han tilbuddet.

Rasmus Lyø røg til afkøling efter lidt tumult foran mål, hvor det mest lignede Julian Jakobsen skubbede Lyø ind i Patrick Galbraith. Dommer Grumsen var imidlertid sikker i sin sag.

Pirates var ikke længe om at udnytte chancen. Lefebvre fyrede en hammer af og Galbraiths udsyn var spærret, 1-1.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage og blev mere rodet, hvilket en række udvisninger også hjalp med til.

Men godt midtvejs i perioden fik SønderjyskE sat et godt pres ind. Mike Little sendte pucken afsted. Og mellem venner og fjende strøg den ind, 2-1. Flere mål blev det ikke til i de midterste tyve minutter.

Tredje periode startede med sønderjysk spil fem mod fire, men det var ikke noget, der voldte gæsterne problemer.

Chancer var der generelt ikke mange af periodens første ti minutter, hvor Matt Prapavessis havde bedste forsøg, men Wulff fik afværget.

Kort før midtvejsmærket røg gummiskiven dog i mål. Eller gjorde den?

For bedst som pucken var på vej i en ud ind over en halvt liggende Patrick Galbraith, fik keeperen men akrobatisk refleks ramt pucken i luften. Dommeren dømte mål, men man måtte ud og kigge den igennem på video.

Efter en kort gennemgang blev målet annulleret. Pucken havde ikke krydset stregen. Det blev startskuddet til en offensiv fra gæsterne, hvorimod hjemmeholdet fokuserede på at forsvare føringen.

Det virkede også til, Nordjyderne havde mest brændstof tilbage i tanken. Duffy blev sat op til en stor chance, men igen var Galbraith på pletten med en redning.

Tiden begyndte at tikke ud for Pirates, som i en sidste satsning trak keeper Wulff ud og satsede i spil seks mod fem. Her var SønderjyskE imidlertid gode til at bryde spillet og med et lille minut igen pillede den lille terrier Cam Brown pucken og lukkede kampen i tomt mål, 3-1.

Det var tilsyneladende mere end Josh MacDonald kunne håndtere, så i næste spil sekvens sendte han et knytnæveslag lige i ansigtet på en SønderjyskE-spiller, og så måtte han for tredje gang denne eftermiddag en tur i straffeboksen. Kort efter fulgte Julian Jakobsen samme vej og så forløb de sidste sekunder ganske udramatisk.

SønderjyskE fik dermed hevet sæsonens første sejr mod Aalborg Pirates i land efter en intens Og ganske tæt match, præget af en del udvisninger. Begge keepere gjorde en god figur. Galbraith var sikkerheden selv, mens Jesper Wulff også imponerede med flere fine indgreb i udeholdets mål.

Nu kan begge holde så holde en lille “landsholdspause”, inden det gælder de sidste Grundspilskampe som optakt til Play Off.


Esbjerg fik revanche, Rødovre fik kæmpe lussing STREAM: SønderjyskE-Aalborg Pirates