Fynboerne vendte 0-3 til sejr i overtiden

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 4-3 (0-3,1-0,2-0) Det lignede længe en Herning-sejr i Spar Nord Arena tirsdag aften. 

Gæsterne var foran 3-0 og spillede solid hockey, men til syvende og sidst var det Odense Michael Keränen, der kort før overtidens afslutning scorede til 4-3 og sikrede Odense bonuspointet.

Lad os tage sejrsmålet først: Efter længere puckbesiddelse i Herning-zonen tog Keränen fat i pucken bag mål, drejede omkring og gik "køkkenvejen". Skiven sneg sig ind bag Mac Carruth og efterlod Spar Nord Arena i gigantisk jubel. 

Sådan så det ellers ikke ud efter første periode, hvor et effektivt Blue Fox-hold sørgede for et perfekt udgangspunkt til de sidste 40 minutter. 

Først var det Martin Eskildsen, der dukkede op inde foran kassen, og blot et minut og 11 sekunder senere var det igen Herning. Andris Dzerins var på pletten inde foran mål og fik alt for meget plads af et passivt Odense-forsvar. 

Tidlig føring til gæsterne, der blev udbygget i det 12. minut. Igen var det gæsterne, der var kvikkest på en løs puck inde foran kassen. Frederik Brændgaard huggede til som en klapperslange, og vi skulle helt hen til slutningen af anden periode, før hjemmeholdet fik reduceret. 

Kristian Jensen kom af sted alene mod mål og lagde en sikker baghånd ind bag Mac Carruth, der gjorde comeback i Herning-buret. 

Så var vejen ellers banet for et Bulldogs-comeback i tredje periode mod et Herning-hold, der blev presset længere ned.

Otte minutter inde i tredje periode gav et midtjysk forsvarskoks chancen til Sebastian Ehlers, der sagde pænt tak og klaskede pucken ind til en reducering til 2-3. 

Fynboerne arbejdede hårdt og fik bonus. Gæsternes forsvar blev fanget på mellemhånd i en Odense-omstilling, og det gav til sidst Joakim Thelin chancen i en perfekt position midt for mål.

Svenskeren trak den op i hjørnet og udlignede. Der var spillet godt 55 minutter og 3-3-stillingen hang altså ind til overtiden, hvor hovedparten af de 1395 tilskuere kunne juble over et ekstra Odense-point. 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks HØJDEPUNKTER: Se målene fra Aalborg-SønderjyskE