Tanken om en udsolgt træningskamp i midten af august – det må være en drøm for enhver klubdirektør i Metalligaen. I denne weekend stod Cardiff for to af slagsen, da Odense Bulldogs gæstede den walisiske hovedstad.

Man kunne mistænke den usædvanlige britiske sommervarme for at have lokket over 3.000 fans ind i den kølige Vindico Arena ved Cardiff Bay. Faktum er dog, at samtlige af Devils' kampe hele sidste sæson har flirtet med udsolgt – og at der er i den grad hockeykultur i Cardiff.

For Odense var det et gensyn med eks-træner Paul Thompson, eks-assistent Nklas Hovivuori og ikke mindst eks-stjernebacken Brandon Estes. Alle tre vandt mesterkabet med Odense i 2025 og gentog kunststykket i sidste sæson med Cardiff Devils – altså i det forunderlige britiske ligasystem, hvor grundspilssejren fejres som et mesterskab i sig selv, mens slutspillet er en kort fornøjelse.

Det var i sidstnævnte, at djævlene løb med trofæet, og i år kan klubben fejre 40-års jubilæum som regerende mestre.

Med den ”friske forbindelse” mellem Odense og Cardiff lå et møde lige for, og faktisk har hele otte spillere repræsenteret begge klubber gennem historien: Mario Simioni, Derek Herlofsky, Scott Matzka, Stuart MacRae, Jake Coughler, Brandon McNally, Cody Donaghey og altså nu også Brandon Estes.

Velkommen til helvede

Cardiffs nuværende hjemmebane blev indviet i 2016 efter hele ti år i en ”midlertidig” hal, der groft sagt var konstrueret i tømmer og med blåt plast som ydervægge. Alligevel formåede klubben at holde gryden i kog og populariteten høj i en by og et land domineret af en dyb passion for rugby – med fodbolden i hælene.

Og der blev bestemt ikke lagt fingre imellem – hverken på isen eller rundt om – i den første træningskamp lørdag aften. Selv på en lun sommeraften i august stod den på inspirerende introvideoer, walisisk nationalsang og højlydt support fra lægterne, hvor der ikke er langt mellem fansene i spillertrøjer.

I et rødt, hvidt og grønt inferno (holdene deler farvepalette) kunne Odense give sæsondebut til nyindkøbte Trepanier, Tritt og MacDougall – samt masser af spilletid til unge Mathias Kløve og Rasmus Olesen. Emil Zetterquist fik sin anden kamp i buret og Sebastian Maddock måtte sidde over med en skade.

Holdet fra den fynske hovedstad kom godt fra land og bragte sig foran i den walisiske ditto. Men inden 1. periodes udløb havde Devils bragt sig i front med 2-1, hvilket pumpede stemningen i vejret.

Og i 2. periode steg temperaturen et par grader i ”helvede” i takt med at djævlene smed flere pucke i kassen. Den britiske liga er præget af tung fysik og virker mere nordamerikansk end europæisk. Cardiff alene har 16 spillere med nordamerikansk  – dækket ind af et budget, som formentlig er 5-6 gange højere end Odenses. Det til trods fulgte de fynske hunde godt med på skøjteløb og teknik.

Opildnet af stemningen i arenaen begyndte hjemmeholdet dog at sætte hårde taklinger både til og over grænsen for hvad der hører hjemme i en træningskamp. Fansene elsker slåskampene herovre og hylder sjovt nok deres spillere, når de udvises.

Men i 3. periode kammede det over i en stemning, der bar mere præg af slutspil end træningskamp. Der blev blandt andet gået hårdt til Mikkel Hansen og Dawson Tritt, men hundene stod op for hinanden og svarede igen – blandt andet røg Martin Larsen i totterne på hjemmeholdets iltre Riley Brandt, og der blev uddelt to badebilletter til hvert hold i forbindelse med nævekampe. De to førnævnte sågar med karantæne til søndagens andendagsgilde.

Det er måske meget sigende, at udvisningsboksene i Vindico Arena er næsten lige så brede som spillerboksene, hvor spillerne må sidde i to rækker og rotere mellem skiftene.

Kampen endte med en 8-5 sejr til hjemmeholdet. Odenses mål blev sat ind af Kristian Jensen (x2), Trepanier, Piroutek og Kløve.

”Dagen derpå hockey”

Det var tydeligt at se, at de to holds trænere havde aftalt at dæmpe gemytterne til søndagens kamp to. Odense var her uden Tritt og Trepanier og med Martin Larsens karantæne og Maddock fortsat på skadeslisten, var det en decimeret trup træner Mike Flanagan kunne sende på isen.

Den manglende bredde gjorde, at der måtte roteres godt i kæderne, mens Søgaard fik chancen fra start. I forhold til lørdagens højdramatiske affære, var det som nat og dag til søndagens kamp. Her var mere fokus på den tekniske hockey i en kamp, der forløb i godt flow uden mange spilstop og med meget få udvisninger.

Den mere teknisk prægede kamp behagede Odense, der hang godt med helt indtil 4-1 målet i tomt bur. Odenses enlige mål sat ind af Markus Jensen i undertal. Og mens Flanagan ikke havde de bedste omstændigheder for at køre faste kæder ind, så fik han mulighed for at se sine nye spillere an – og holdet fik værdifulde minutter i benene.

Den nye svensker Didrik Henbrandt med det opportunistiske antrit ligner allerede en kommende publikumsyndling på Møllemarksvej, og nye folk som Trepanier, Kløve og MacDougall fik vist gode takter. Det samme gjorde Søgaard, der i den grad melder sig ind i kampen om spilletiden i Bulldogs-buret.

For Odenses spillere, samt et par håndfulde fans, der havde taget den lange vej til Cardiff, gav weekenden et indblik i den britiske hockeykultur, der trods den spæde start på en ny sæson bød på fællessang i pauserne og lange køer til merchandisebutikken.

Hundene blev klappet fra isen i Cardiff, inden den stod på et socialt arrangement for spillerne fra begge hold. Bulldogs blev rystet sammen og stod op for hinanden i et djævelsk inferno. Forhåbentlig slap de fra Wales uden alvorlige skader, og kan de få en snert mere bredde i truppen inden sæsonstarten, er der i den grad grund til optimisme i hundehuset.