Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks 2-1 (1-0,0-1,1-0) Der var lagt op til et stort lokalbrag i Nordjylland imellem Aalborg Pirates og Frederikshavn Whitehawks, og foran godt 4300 tilskuere var det hjemmeholdet, som kunne gå fra isen som sejrherre i et opgør med højt tempo og intensitet efter en sejr på 2-1.
Før kampens start var der en stor hyldest: Først til Michael Nielsen som dømte sin sidste kamp i Metal Ligaen efter 30 år som aktiv, og derefter Thomas Bjuring for sin tid som Aalborg Pirates- direktør.
I et interview før kampen havde Garth Murray varslet en tæt kamp, hvor et af hovedpunkterne for hjemmeholdet var at komme ind i de berømte dirty areas foran mål.
Fra kampens start lignede det spillerne havde lyttet, for det var Aalborg Pirates som kom klart bedst fra start, og skabte flere fine chancer med trafik foran Tadeas Galansky.
Aalborg tacklede igennem og det gik ud over Mads Larsen, da unge Jakob Møller Jensen ramte ham med en hård, men ifølge kampens dommere, lovlig tackling bag Frederikshavns mål. Desværre måtte Larsen gå ud af kampen.
Aalborg havde før kampen proklameret at der ville være et såkaldt ”Teddy Bear Toss” ved første scoring, og kort efter tacklingen kom Aalborg i powerplay, og her skulle de blot bruge et minut før de fik pucken i mål.
Mikkel Højbjerg fik ført pucken på mål, og det skabte forvirring foran Galansky hvor pucken lå i feltet, hvor både Højbjerg og Tobias Ladehoff forsøgte at prikke pucken ind over stregen. Det lykkedes i fællesskab, og så kunne tilskuere kaste bamser på isen.
Det afstedkom et kvarters afbrydelse.
Pausen, mens bamserne blev fjernet fra isen, fik Frederikshavn udnyttet til at komme bedre med i kampen, og især fysisk fik de meldt sig ind i kampen med flere gode tacklinger på hjemmeholdet. Chancerne i kampen blev færre, og selvom Aalborg havde pucken mest, så fik Frederikshavn lukkede bedre af defensivt.
Med godt otte minutter igen af perioden opstod en vild sekvens, hvor først Sebastian Brinkman var tæt på at slå en puck ind bag George Sørensen efter en retur som endte i målfeltet. Den tidligere Aalborg spiller ramte sidenettet, og Aalborg slog kontra.
På kontrachancen var det Galanskys tur til at give en retur, som endte ved Kirill Kabanov. Langt ude af sit mål kunne Galansky kun halvklare, og med frit mål måtte Brinkman lave en vanvittig redning på Jeppe Jul Korsgaards skud med sin stav på målstregen.
Aalborg forsatte overtaget, og sendte flere gode skud afsted med trafik på mål, men ind ville pucken ikke, og dermed kunne holdene gå til pause med stillingen 1-0 til Aalborg Pirates efter første periode.
Lurende Frederikshavn
Anden periode blev mere jævnbyrdig, hvor Aalborg forsat var i fin puckkontrol, men hvor Frederikshavn var betydeligt mere med og lurede på kontrachancer.
Patrick Bjorkstrand var især nærgående for Aalborg, men Galansky, som i første periode var en smule usikker, stemplede ind, og fik lavet flere gode redninger på Bjorkstrand.
I den anden ende havde George Sørensen også flere flotte redninger på Frederikshavns giftige kontrachancer, hvor både Brinkman og Oliver Anker Christensen brændte alene igennem imod Aalborgs målvogter.
Aalborg havde chancerne for 2-0 i flere omgange i powerplay, men Galansky leverede mirakler i målet, samtidig med at Aalborg i flere omgange prøvede med en pasning for meget i offensiven.
Dette var dog tæt på at give 2-0 målet, da Thomas Spelling lavede en droppasning på en friløber, som Eemeli Räsänen ramte, og sendte imod eget net, men en klasseredning fra Galansky forhindrede en scoring.
Når man ikke scorer på sine chancer, og ikke kender sin besøgstid koster det normalt i den anden ende, og det var også tilfældet i dag.
En fejl af Aalborg i egen zone gav Mark McNeill pucken, og med en flot pasning fandt han en umarkerede Lucas Andersen i slottet.
Herfra kunne Andersen resolutte sende et skud afsted første gang, og igennem George Sørensens handske sneg pucken sig ind over stregen til en udligne kort før pausen.
Skarp Sørensen
En kold spand vand i hovedet på Aalborg, og det var lige ved det blev værre for hjemmeholdet i starten af tredje periode, da Thomas Søndergaard modtog en fantastisk pasning, og blev sendt alene igennem.
George Sørensen fik dog taget revanche for sin andel af Frederikshavns udligning, og reddet fornemt.
En yderst vigtig redning fra Aalborgs målmand, da Aalborg derefter fik bragt sig foran efter små tre minutter af perioden. Efter et langt angreb fra Aalborg, hvor Frederikshavns spillere blev fanget i egen zone i lang tid, blev gæsterne fanget i en udskiftning.
Ian Edmondson kom igennem, og med et højt håndledskud sendte han pucken ind bag Galansky, som ikke så alt for heldig ud i situationen. 2-1 til Aalborg.
Frederikshavn skulle nu jagte en scoring, og de var i flere omgange tæt på kort efter Aalborgs føring, mens Aalborg samtidig var tæt på kontrachancer.
Især Nikolaj Krag-Christensen havde flere gode chancer, men ingen større end med fem minutter tilbage af kampen, hvor en misforståelse i Aalborg-defensiven efterlod pucken lige foran mål. Krag kom først på pucken, men fra fri position skød han på forunderligste vis forbi.
Tiden var ved at løbe ud for Frederikshavn som pressede på for en udligning i de døende minutter, og med seks spillere på isen skabte de flere gode chancer.
Nok engang med Krag som afslutter, men en stor redning med gribehandsken hos Sørensen forhindrede en sen udligning. Dermed kunne Aalborg Pirates gå sejrrigt fra lokalopgøret.