Aalborg Pirates – Herlev Eagles 6-3 (1-1, 1-2, 4-0)
Niclas Heinerö og flere andre Herlev-spillere var ude i aften, og der er ingen tvivl om, at det er et kæmpe tab for aftenens gæster i Aalborg, Herlev Eagles, at Heinerö nu rejser hjem.
Det er aldrig nemt at miste profil så sent inde i sæsonen og slet ikke med den pointhistorik han har. Omvendt, så manglede Aalborg Pirates også trioen Julian Jakobsen, Joonas Niemelä og Sebastian Ehlers, der alle er ude af aftens kamp grundet skader. Herlev plejer at yde god modstand i Gigantium og vandt da også deres seneste opgør, så aftens opgør var helt åbent.
Kompakte gæster
Pirates startede ud bedst og var klart mest på pucken men den helt store åbne scoringsmulighed blev det ikke til. Herlev virkede fra kampens start utroligt organiseret og stod kompakt i egen zone og havde en lidt afventende tilgang til kampens indledning. Seks minutter inde i perioden faldt kampens første udvisning og den gik til Herlev.
Manglende skarphed i pasningerne hos hjemmeholdet gjorde, at overtallet aldrig blev helt farligt for gæsterne, og de gulblusede københavnerne kunne spille fuldtallig igen.
Pirates fortsatte det offensive pres imod Emil Zetterquist i Herlev-kassen og i tiden 11.01 strøg pucken forbi ham på en lidt tilfældig chance, og 1-0 til hjemmeholdet og ikke helt ufortjent. Målet antændte hjemmeholdet yderligere og Emil Zetterquist kom i den grad under belejring.
Derfor var det også stik imod spil og chancer, at Herlev i tiden 14.24 udlignede til stillingen 1-1 på mål i slottet af Oliver True. Med lidt over tre minutter var Herlev ved at komme foran og kun stolpen stod i vejen. En udvisning til Herlev i periodens slutning sendte piraterne i powerplay, men igen var den manglende skarphed og timing i pasningerne et tema og Herlev klarede frisag igen.
Herlev tæt på tremålsføring
Perioden startede rigtig skidt for aalborgenserne, da Herlevs Maxime Trépanier slap igennem et lidt passivt forsvar og bragte Herlev foran. Da Pirates så et minut efter tog en udvisning for Holding fra Tor Ulrik Bolther Rasmussen, var hjemmeholdet i en presset situation.
Det blev ikke bedre af at gæsternes Tim Daly sendte et trækskud forbi Georg Sørensens gribehandske til stillingen 1-3 på tavlen.
Herlevs føring virkede til at ryste Pirates lidt. De gav lidt for meget initiativ væk og tog nogle ”træk” med pucken. Med cirka fem minutter igen af perioden var gæsterne uhyrlig tæt på at bringe sig foran 1-4, da Philip Andre Rafnsson sled sig alene igennem mod Georg Sørensen, men fik ikke træf på pucken og hjemmepublikummet kunne ånde lettet op.
I tiden 38.36 dukkede Oliver Kiljunen op fra venstre side og med en kølig baghåndsafslutning reducerede han til stillingen 2-3. Det var hans andet mål i kampen, og han lignede indtil videre en gevinst for aalborgenserne.
Vildt comeback af Pirates
Perioden startede dramatisk, da Herlevs Jerry Välipirtti kom skævt ind i en nærkamp og måtte hjælpes fra isen. Heldigvis så det ikke så alvorligt ud. Bedst som pucken igen var sat i spil kunne Pirates, efter en omgang kluddermor inde foran Herlevkassen, juble over den udlignende scoring, som dog lige skulle igennem ishockeyens svar på VAR.
Målet blev godkendt og 3-3 var ny stilling. Målscore Troy Lajeunesse. Kampbilledet var nu totalt vendt på hovedet.
Herlev-holdet virkede sesillusioneret og ramt på Pirates.udligningen og blot to minutter senere bragte hjemmeholdet sig foran 4-3 ved Nikolaj Carstensen.
Herlev virkede mere og mere frustrerede og tog deres sjette udvisning i kampen. Pirates fortsatte med at styre kampen og holdt Herlev fra at komme til ret meget, der kunne minde om en scoringsmulighed.
Herlev fortsatte med at lave udvisninger og Aalborg kunne lukke og slukke kampen til stillingen 5-3, selvom Oliver Kiljunen også fik en to minutters udvisning. Målscorer for Pirates var Troy Lajeunesse.
På trods af, at kampen var afgjort, ville Anthon Eriksson også deltage i ’fadventsfesten’ og scorede i tomt mål til stillingen 6-3. 2313 tilskuere overværede kampen.