Nordjyderne vandt for tredje gang i sæsonen i Spar Nord Arena i Odense

Odense Bulldogs – Frederikshavn White Hawks 3-4 (0-0, 3-1, 0-2) 0-1

Hvordan kan man bedst sende sig selv til OL 2022 i Beijing? Hvorfor ikke afdrible samtlige modstandere på isen, gøre dem rundtosset og derefter sende pucken til en medspiller, der kan hamre skiven ind i det tomme bur?

Det var sådan Jesper Jensen gjorde denne søndag eftermiddag klokken godt 15:00, da Frederikshavn White Hawks slog Odense Bulldogs med 4-3.

Der var ikke gået et minut af overtiden, da Jensen altså tog fat i pucken, driblede rundt om samtlige modstandere og målmand Perhonen, inden han fandt Aleksi Halme, der knaldede pucken ind til kampens afgørende mål. 

Dermed vandt White Hawks for tredje gang i Odense i denne sæson, hvor holdene har skiftedes til at vinde på udebane. 

Det tog blot 23 minutter at afvikle første periode, hvor der var småt med afbrydelser. Spillet bølgede frem og tilbage, men uden de helt åbne målchancer i begge ender. Hjemmeholdets Tanus havde den største mulighed for fynboerne, men Galansky var vågen. Bumagin havde høgenes største mulighed, men afslutningen endte i maven på Odense keeper Perhonen.

Begge hold fik en udvisning i perioden, men heller ikke det kunne udløse mål. Lucas Andersens udvisning blev dog taget med ind til anden periode, så her var faren ikke helt drevet over.

Den drev heller ikke over, for i samme øjeblik som Lucas Andersen kom på isen igen, tog Mark Auk fat i pucken, afdriblede et par høge-spillere, og smed pucken højt ind i kassen mod en chanceløs Galansky. 1-0 til fynboerne.

Odense kom ud med mere vildskab i anden periode, og overtog begivenhederne. De producerede flere chancer, og var tættere på 2-0 end White Hawks var på en udligning. Fuldt fortjent.

Räsänen tog gæsternes anden udvisning, og igen viste fynboerne stor effektivitet. Mathias Mølgaard blev spillet fri tæt foran mål, og kunne med stor selvfølgelighed bringe Odense foran 2-0. Mareridtsstart på anden periode for White Hawks, der endnu ikke havde været i nærheden af Odense målet.

Mareridtet fortsatte ganske kort tid efter, da Odense bragte sig foran 3-0. Målet blev godt nok tjekket efter for offside i målfeltet, men Oliver Trues mål stod til troende, og så var det for alvor op af bakke for White Hawks. Tre mål imod på under 10 minutter, og den normalt så sikre defensiv krakeleret.

Det var svært at se høgene komme tilbage i opgøret, for de var slet ikke kommet ud af omklædningsrummet til anden periode. Det stod Odense på det meste, og kun sporadisk var holdet gæster i hjemmeholdets zone.

En af de få gange gav det pote, da Perhonen blev fanget på det forkerte ben. Ulander sendte pucken mod mål, og Thomas Søndergaard rettede den af. 3-1 på måltavlen i Spar Nord Arena, hvilket også var stillingen efter 40 minutter.

White Hawks var tvunget frem på isen, hvis der skulle point med hjem i bussen. Efter små fire minutter trykkede Eemeli Räsänen kanonen af, og pucken sejlede op i hjørnet. Udsynet hos Perhonen var ikke spærret, og finnen burde have afværget landsmandens forsøg. Ny energi til høgene, der kom meget bedre ud til tredje periode.

White Hawks fik lagt spillet meget højere op end man havde set tidligere i kampen, og Christopher Frederiksen havde en god mulighed da han skar ind fra højre side. Afslutningen var dog ikke af den bedste kvalitet lige der. Kort efter havde høgene en afslutning der prellede af på stolpen, og der for alvor bud efter en udligning nu.

Men tiden arbejdede imod de til lejligheden blå høge-spillere, selvom der blev spillet stort set kun i Odenses zone. Men nu blev der heldigvis kæmpet bedre for tingene. Jesper Jensen havde en fin mulighed for udligning, men Perhonen var på plads for fynboerne.

Med små seks minutter tilbage lykkedes det så endelig for vendelboerne at få udlignet. Brinkman sendte pucken mod mål, Christopher Frederiksen fulgte op, og så lignede det en Odense stav der sendte pucken det sidste stykke over stregen. Frederiksen blev noteret scoringen, og så var der balance i tingene igen i Spar Nord Arena.

Og så var det altså, at Jesper Jensen gerne ville sende sig selv perfekt af sted til Beijing. Smuk detalje at slutte eftermiddagen på i Odense, måske endda også for de vældig mange Odense-tilskuere, der gik skuffede hjem, men dog kunne glæde sig over stærke 30 minutter fra Bulldogs og et enkelt point. 


Herning sikrede fuld gevinst hos bundhold LYNOPTAKT: Søndagens tre kampe i Metal Ligaen