Anti Doping Danmark har givet amerikaneren to års karantæne efter en positiv test i december 2025

Anti Doping Danmark udsendte fredag en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at en ishockeyspiller fra den danske Metal Liga er taget for brugen af kokain i forbindelse med en positiv test for kokain i en af sidste sæsons "nytårskampe". Dykker man ned i sagen viser det sig, at det er amerikanske Tyler Farmer fra Aalborg Pirates, der er blevet taget.

Anti Doping Danmark skriver følgende:

En amerikansk ishockeyspiller, der spillede under Dansk Ishockey Union, er udelukket fra al trænings- og konkurrencevirksomhed under Danmarks Idrætsforbund og andre organisationer, efter Anti Doping Danmark har truffet afgørelse i en dopingsag.
20.08.2026

I sag ADD 26/00064 er en mandlig udøver i ishockey blevet udelukket i to år, efter at der er fundet kokain i hans dopingprøve, der er afgivet den 27. december 2025 i konkurrence.

Anti Doping Danmark vurderede, at den indklagede havde overtrådt De Nationale Antidopingregler (DNA) art. 2.1 om anvendelse af et forbudt stof.

Idrætsudøveren fik mulighed for at få behandlet sagen i Dopingnævnet, men ønskede i stedet at sagen blev behandlet direkte af ADD. ADD har derfor truffet afgørelse i sagen, hvor indklagede i henhold til DNA art. 10.2.2 udelukkes i to år.

Sanktionen gælder fra 10. august 2026.


Tæt kamp i Odense - tyske dommere gav masser af udvisninger Olsson og Lundgren tilslutter sig Sønderjyske Ishockey på tryout