Odense Bulldogs forlænger aftalen med assistenttræner, Toms Strauss

31-årige Toms Strauss tiltrådte som assistenttræner for Odense Bulldogs tilbage i december 2020 og har sidenhen gjort et solidt stykke arbejde fra trænerbænken. Derfor forlænges samarbejdet med Toms nu frem til sommeren 2022, mens han ligeledes fortsætter som cheftræner for U20-holdet i OIK.

Det skriver Odense Bulldogs, der præsenterer assistenttræneren på denne vis: 

Toms har de rette kvaliteter og kompetencer, som kræves i den assisterende trænerrolle og supplerer Paul Thompson sublimt i sin tilgang til trænergerningen. Med Toms som medspiller til Paul styrkes trænerteamet markant, hvor de to kan spille hinanden bedre og samtidig sikres et endnu tættere samarbejde mellem ungdomsholdene i OIK og eliten, hvor transitionen bliver et omdrejningspunkt for Toms, der vil have et stort fokus på de ældste ungdomsårgange. 

- Toms er en meget dygtig træner, der vil supplere Paul godt. Med forlængelsen af Toms får vi derfor et rigtig stærkt trænerteam, som er grobunden for at sikre en stabil og velfungerende trup. Toms vil fortsat være træner for U20-holdet i OIK og vi skaber derfor et endnu tættere samarbejde med ungdomsafdelingen, hvor Toms får en nøglefunktion i transitionen fra ungdoms- til elitespiller med henblik på talentudvikling. Vi håber derfor også, at Toms kan medvirke til, at vi i højere grad kan udvikle flere lokale talenter, som kan spille med på eliteholdet, siger administrerende direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen. 

Bestyrelsesformand i OIK, Thomas Olesen, er ligeledes glad for det fortsat tætte samarbejde med Odense Bulldogs og glæder sig over, at endnu et bindeled mellem ungdommen og eliten nu er sikret.

- Vi er i OIK både glade og stolte over, at aftalen med Odense Bulldogs omkring ansættelsen af Toms er faldet på plads. Toms har gjort det rigtig godt som assistenttræner for eliteholdet det sidste halve år, og med forlængelsen af aftalen sikrer vi, at der også fremadrettet er et stort fokus på talentudvikling og transitionen fra ungdoms- til elitespiller med en mand i begge lejre, lyder

- Vi er virkelig begejstret over udviklingen i Odense Bulldogs, hvor også samarbejdet mellem OIK og Odense Bulldogs er meget stærkt og velfungerende. Det har været vigtigt for os, at vi i fællesskab løfter opgaven med talentudvikling og det sikrer vi netop med Toms i rollen som både U20-træner i OIK og assistenttræner i Bulldog, siger Thomas Olesen

Forinden Toms gjorde entré som assistenttræner i Odense Bulldogs, var den rutinerede lette tilknyttet OIK, hvor han siden 2019 har været en stor ildsjæl på mange af ungdomsholdene og har fungeret som cheftræner for både U20- og 1. divisionsholdet, indtil Covid-19 satte en stopper for disse holds aktiviteter.


Christoffer Frænell rykker fra Rødovre til Herlev MARC LEFEBVRE har fået nyt job: Overtager fransk klub