24-årige Topi Piipponen skifter den bedste finske liga ud med Metal Ligaen og forstærker offensiven på Fyn

Den finske forward rykker for første gang sin karriere uden for hjemlandets grænser, når han skifter Finland ud til fordel for Danmark, tilslutter sig truppen i Odense Bulldogs og gør entre i Metal Ligaen.

Det skriver Bulldogs i en pressemeddelelse, hvor Piipponen præsenteres således. 

Topi Piipponen har sin hockeyopdragelse fra Finland, hvor han har spillet 179 kampe i den bedste liga, Liiga, for først KalPa og sidenhen SaiPa med samlet 33 point til følge. Undervejs i sin karriere har han blandt andet været med til at sikre KalPa en sølvmedalje i Liiga tilbage i 2016/17-sæsonen og senere Spengler Cup-trofæet i 2018/19.

- Efter Jake Coughlers afgang er det fantastisk, at klubben har reageret hurtigt for at erstatte ham med Topi Piipponen. Topi Piipponen har en god fysik og en masse stærke individuelle kvaliteter heriblandt en ekstrem hurtighed der gør, at han kan udfordre mand til mand i den offensive zone og det er lige præcis sådanne kvaliteter, som vi ledte efter.

- Han er fortsat ung, men har med næsten 200 kampe i den stærke finske liga, Liiga, stor erfaring fra en af de allerbedste ligaer i Europa, og vil med sine kvaliteter styrke holdets offensive muligheder, siger Bulldogs-træner Paul Thompson. 

Topi Piipponen har repræsenteret samtlige af de finske ungdomslandshold lige fra U16 og op til U20 med samlet set mere end 50 optrædener. Han udfylder rollen på begge wing-positioner og besidder både et stort taktisk overblik og fremtrædende tekniske kvaliteter.

Truppen i Odense Bulldogs består allerede af tre finske landsmænd i form af Jonatan Tanus, Mikko Virtanen og Samu Perhonen, hvoraf sidstnævnte og Topi Piipponen tidligere var holdkammerater i den finske klub, KalPa. 

- Det er glædeligt, at vi så hurtigt har kunne finde en fuldgod erstatning for Jake Coughler til trods for, at markedet er ekstremt udfordrende at arbejde i. Her har vores sportslige netværk for alvor givet pote og vi ser nu frem til at få Topi Piipponen på isen i Odense, siger fynboernes administrerende direktør Ole Nielsen. 

Det forventes, at Topi Piipponen allerede vil være på holdkortet lørdag aften i Spar Nord Arena, når Odense Bulldogs møder gæsterne fra Aalborg Pirates.

 


Blue Fox slog topholdet efter overtime YDERLIGERE OPRUSTNING PÅ FYN? Odense teaser med finsk flag