Et canadisk mandskab spækket med NHL-spillere mod et dansk mandskab med selvtillid efter 5-1-sejren over Østrig i går.
Det blev en mere jævnbyrdig kamp end forventet, og de danske løver kunne sagtens være indsatsen bekendt. Sejren til ishockeystormagten var et mål eller to for stor set over 60 minutter.
Canadierne havde fat i første periode, men ikke tungere end at Danmark var ganske godt med og bød ind med flere chancer. To gange måtte Frederik Dichow dog lade sig passere på to skud fra distancen, hvor han var screenet godt af inde foran mål.
Det ene sat ind af supertalentet Connor Bedard, der med tre point i dagens kamp endnu engang beviste, at han har mere end stort potentiale.
2-0 til Canada efter 20 minutter og alt gik "efter planen" og som de fleste forventede.
Til gengæld satte Danmark et uventet stormløb ind mod den canadiske målmand Jordan Binnington. Fra periodens indledning satte Danmark et tungt, tungt pres på Canadas mål, og det kulminerede, da Christian Wejse bevarede sin kølighed på en retur og stille og roligt lagde pucken i kassen.
Dansk reducering og en anden periode, hvor presset var tungt ned mod det canadiske mål, der blev beskudt både fra kort og lang afstand.
De rød-hvide havde tre powerplays, hvor der måske ikke blev skabt så mange muligheder som håbet. Et skud fra Phillip Bruggisser suste lige forbi det canadiske mål, men ellers var det lige ved og næsten i forhold til at skabe chancer.
Der er et klart forbedringspunkt i forhold til de kommende kampe.
Til gengæld var det ekstremt positivt, at de danske løver var klart bedst i fem mod fem-spillet. Mathias From var i hopla og viste sin store klasse og kæden med Alexander True, Nick Olesen og From var i hopla.
Stillingen var 2-1 til canadierne inden tredje periode, og kampen fandt sin afgørelse i begyndelsen af tredje periode, hvor Alexander True fik en kæmpe chance serveret lige efter holdene var kommet ind efter pausen. True måtte se sit forsøg blokeret af Binnington.
Kort efter havde Danmark pucken i Canadas zone, men en høj tværpasning fra Matias Lassen blev fanget af Connor Bedard og Canada slog kontra.
Bedard afsluttede efter et par ping-pong-forsøg og Canada var foran 3-1. Det lignede afgørelsen og Canada pressede på i resten af perioden. En scoring i tomt mål gjorde det til 4-1 og Pierre-Luc Dubois' 5-1-mål betød, at Canadas mål blev en tand for stor.
Danmark møder Norge i den næste kamp, der skal vindes, hvis håbet om en kvartfinale skal bevares.