Endelig er der gang i Metal Ligaen igen, og det betyder også, at vi skal i gang med at kåre Ugens Hold og kigge på de spillere, der har gjort sig ekstrordinært bemærket gennem ugen. Dem var der nogle stykker af.
Målmand: Emil Zetterquist - Odense Bulldogs: Stod en helt formidabel kamp fredag aften i Vojens, hvor han og Odense-defensiven havde nok at se til i Sydjysk Sparekasse Arena. Zetterquist blev kun passeret en enkelt gang på 60 minutter, og han var især i slutfasen hårdt presset.
Back: Alexander Lindelöf - Aalborg Pirates: Kom stærkt ud af sin debut i Metal Ligaen og spillede en yderst stabil kamp. Var den næstmest benyttede back hos nordjyderne i kampen hos ærkerivalerne fra Frederikshavn og noterede sig for +2 i plus/minus-statistikken.
Back: Ross McDougall - Odense Bulldogs: Var nøjagtig som Emil Zetterquist en yderst central spiller i Odense Bulldogs' kamp for at holde føringen i Sydjysk Sparekasse Arena. Ser ud til at blive en solid gevinst for fynboerne - og noterede sig ligeledes for en assist til Simon Schleichers 1-0-scoring.
Forward: Kevin O'Neil - Herning Blue Fox - Er kommet forrygende ind i kæden med Mathias Bau og Morten Poulsen, og har gjort det fremragende som "lim" i Hernings A-kæden. Han har lavet hele fem point i sine to første kampe. Flot facit.
Forward: Atte Karppinen - Frederikshavn White Hawks: Man så ikke meget til ham i premieren mod Aalborg, men søndag eftermiddag eksploderede Atte Karppinen og blev den nye publikumsdarling i Nordjyske Bank Arena. Fire mål og to assister taler for sig selv.
Forward: Olle Liss - Rungsted Seier Capital: I kamp med mange offensive profiler fra weekenden, kårer vi Olle Liss som den tredje mand på ugens hold. Liss er kommet meget stærkt ind på Rungsted-mandskabet og scorede to meget fine mål i Kvik Hockey Arena.