Seks spillere er kommet gennem nåleøjet

Der var tre kampe i Metal Ligaen i sidste uge: Herlev-Esbjerg, Sønderjyske-Rødovre og Frederikshavn-Rungsted. Det er på det grundlag, vi sætter Ugens Hold, og det kommer her:

Målmand: Mathieu Caron (Rødovre) Ikke blot på statistikken, men også på "øjetesten" var Caron fremragende i Vojens tirsdag aften. Den første halve time holdt han alene Mighty Bulls inde i kampen i Vojens.

Back: Jesse Vuorela (Rødovre): Viste sig positivt i mange skift - også i Vojens - og leverede dagens detalje, da han plaffede 4-3-målet ind, der blev Game Winning Goal for Rødovre.

Back: Oliver Gatz (Frederikshavn) - Har fået masser af tiltro i Frederikshavn og er kommet rigtig godt i gang med sæsonen i det nordjyske. Spillede over 20 minutter i Rungsted og krydrede en bundsolid indsats med en enkelt scoring. 

Forward: Joseph Jonsson (Herlev): Hattrick-kamp mod Esbjerg på hjemmebane og fuldstændig flyvende i Herlevs storsejr over vestjyderne. Han er tydeligvis kommet hjem igen efter sit ophold i Vojens og er meget motiveret for at vise, at han "stadig er der". 

Forward: Christopher Frederiksen (Frederikshavn): Arbejder stenhårdt i hvert eneste skift og spillemæssigt meget stærk i kæden med Schioldan og Aleksi Halme. Lavede to afgørende aktioner i samarbejde med Schioldan. 

Forward: Jeppe Jul Korsgaard (Aalborg): Skal man rose Jeppe Jul Korsgaard for det "skumle mål" inde foran kassen, som han fik listet ind med hånden? I hvert fald var Jeppe Jul på sit kontor og det var han flere gange i kampen mod Odense, hvor han blev noteret for to scoringer. Har fået nyt liv sin gamle klub. 


BAK VETERANERNE OP: Her er sæsonens VeteranMatcher OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox