Redaktionen her på Metalligaen.dk sætter ugens hold som en A-kæde med de mest markante spillere i ugens kampe. Her er ”de seks udvalgte” baseret på ugens matcher.

Målmand: Mathias Seldrup (Esbjerg Energy) - Sikke en uge for Esbjerg, der formåede at besejre top to i Metal Ligaen med samlet 9-1. Det må have givet blod på tanden i det vestjyske. Seldrup tog 30 skud mod Rungsted og 38 mod Aalborg ifølge Instats-statistikkerne. Mere end pletfrit.

Back: Niklas Tikkinen (Herlev) - fortsætter sin forrygende stil, og var stærkt medvirkende til Herlevs storsejr mod Odense, hvor han noterede sig for fire point (2+2) i den vigtige match. Tilsatte en enkelt assist mod Rødovre og fremstår fremdeles som en af Metal Ligaens bedste offensive backer, der også slår til i powerplay.

Back: Simon Grønvaldt (Esbjerg) - Vi kigger i den grad til Esbjerg i den her udgave af ugens hold, hvor vestjyderne havde den hidtil bedste uge i sæsonen. Grønvaldt noterede sig for et enkelt mål mod Rungsted tirsdag aften, men spillede i alt over 50 minutter for vestjyderne i alt i de to kampe, næsten en halv time (29:40) i sejren mod Aalborg. 

Forward: Aleksandr Bumagin (Frederikshavn) - Russeren var i hopla fredag aften i Odense, hvor han var impliceret i samtlige fire scoringer. Det var kæden med Bumagin, Dane Fox og Christopher Frederiksen, der sænkede fynboerne, og Bumagin lagde for med det første mål, inden han assisterede på de tre øvrige.

Forward: Steffen Frank (SønderjyskE) - Har været den absolut mest toneangivende spiller hos SønderjyskE på det seneste, og var ifølge vores reporter blandt de bedste sønderjyder også fredag aften mod Herning, hvor han noterede sig for tre point. Solid uden at komme på pointtavlen dog tirsdag mod Frederikshavn.

Forward: Valdemar Ahlberg (Esbjerg) - Det er meget muligt, at Valdemar Ahlberg ikke får mere end 10-12 minutters spilletid i løbet af kampene for Esbjerg Energy, men i ugen der gik, benyttede han dem med manér. To mål, to assister og +5 i plus/minus-statistikken var Ahlbergs flotte facit. 


Ny Odense-coach i spidsen for Bulldogs i aftes VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Herning Blue Fox