Seks spillere har gjort sig så bemærket, at de kan glæde sig over at være med på "Ugens Hold" her på Metalligaen.dk.
Målmand: David Grubak (Rungsted Seier Capital) - tog teten i Rungsted-buret i denne uge, hvor han først var startende mod Odense, siden "stoppede blødningen" mod Aalborg og sluttede af med 30 redninger og et shutout søndag i 1-0-sejren over Aalborg Pirates.
Back: Tim Daly (Rungsted Seier Capital) - Ok, Rungsteds defensiv havde altså et alvorligt afbræk fredag aften mod Aalborg, men vi kan ikke overse, at Dalys offensive kvaliteter virkelig kom op til overfladen i denne uge, hvor han scorede i samtlige tre kampe og dermed spillede en nøglerolle i en seks points uge for Rungsted.
Back: Kasper Larsen (Herning Blue Fox) - Hernings backer leverer varen i allerhøjeste grad i denne sæson, og i den her uge var det Kasper Larsens tur til at bidrage med to solide indsatser. Vigtigt mål i Vojens fredag aften, en assist mod Herlev og +3 i plus/minus-statistikken giver Larsen pladsen i denne uge.
Forward: Oliver Kjær (Esbjerg Energy) - Vestjydernes førstekæde med Kjær, Lajeunesse og Franklin er i fuld gang med at spille sig ind blandt ligaens dominerende af slagsen. Oliver Kjær er arkitekten i kæden, hvor han i løbet af denne uge leverede tre point og vandt 65 procent af sine faceoffs, samtidig med +2 i plus/minus-statistikken.
Forward: Anton Linde (Herning Blue Fox) - Er kommet rigtig godt af sted i sin genkomst til Herning, hvor han tirsdag aften var foregangsmanden i midtjydernes store comeback mod Herlev og vel isens bedste med sine tre point (2+1) på sine 17 minutter. Står rigtig stærkt i herningensernes tredjekæde.
Forward: Isac Göransson (Herlev Eagles) - Anden sæson på Herlev Eagles-mandskabet og en meget stærk uge fra Isac Göransson, der leverede varen i to meget stærke kampe i løbet af ugen. Ikke mindst mod Rødovre var han dominerende med næsten 23 minutter på isen, mål, assist og seks skudforsøg på Caron i Rødovre-målet.