For anden gang på to hjemmekampe slap Herning Blue Fox grebet om Aalborg Pirates i den absolutte slutfase.
Denne gang førte midtjyderne 1-0 til fire sekunder før tid, inden tre Herning-spillere begik en regulær “juniorfejl” ved at angribe med hovederne under armen i stedet for at forsvare egen zone. De blev overspillet, og kort efter satte Cam Braes 1-1-målet. Spencer Humphries vandt kampen for Aalborg i overtid.
Det var nogenlunde samme situation i overtiden, hvor Herning tillod en trejij mod to-situation til gæsterne.
– Vi spillede godt nok til at vinde, men når vi forsvarer os og taber fokus på den måde, er det svært at vinde en kvartfinalekamp. To gange tillod vi i Aalborg at spille tre mod to – og det straffede de. Bemærkelsesværdigt er det, at Aalborg ikke lod os være tre mod to i bare én eneste situation i hele kampen, sagde Petri Skriko til Herning Folkeblad.
Herning har scoret to mål i de seneste tre kampe, og den finske træner mener nu, at de midtjyske profiler – uden at nævne navne – skal træde i karakter. Det er ikke nok at spille til nul, understreger han.
– Når man – som visse spillere – tjener en høj løn og er hentet hertil som profiler, er det ikke nok bare at møde op og indkassere sine penge. De er nødt til at vise mere. De er nødt til at præstere det, som vi har hentet dem for at gøre, sagde Petri Skriko til Herning Folkeblad.
Klar besked inden søndagens femte kamp i Aalborg.