Kumla Hockey reddede sig i den svenske Hockeyettan i sidste sæson med en sejr på 6-2 over Malungs IF i den sidste kamp i kval-serien til Division I Västra. Og dermed er Black Bulls - som klubbens bedste mandskab hedder - klar til at opruste og bide sig bedre fast i den kommende sæson.
Kumla forstærker sig blandt andet med en dansk spiller i form af den tidligere Hvidovre- og Rødovrespiller Victor Cubars, der i sidste sæson stoppede hos Mighty Bulls allerede i november.
Den fysisk stærke Cubars, der har været fast mand på de danske ungdomslandshold, får dermed en "restart" på karrieren i det svenske, hvor det må forventes, at han kan være en toneangivende spiller i den ganske stærke Division I, hvor man altid bliver taktisk og fysisk udfordret af de mange veltrænede svenske spillere.
Kumla ligger lige uden for Örebro, og Cubars kan være heldig, at SHL-holdets scouts kigger forbi og måske får øje på en dansker, der stikker ud.
Victor Cubars har tidligere spillet i Sverige, hvor han lavede 20 point i 32 kampe for Malmös J20-hold i 2019/20. Året forinden spillede han ligeledes i den skånske klubs juniorafdeling.